Gå til hoved indhold

Læs vvs-installatør online

Uddannelsen til vvs-installatør tilbydes også som online-forløb og er et studie der henvender sig til dig, der kan se en fordel i fleksibiliteten ved ikke at skulle møde op på skolen hver dag fra tidlig morgen til sen eftermiddag.

Blended Learning

Vi arbejder ud fra principperne om ”Blended Learning”, som er et udtryk for at kombinere tilstedeværelsesundervisning med undervisning, der foregår online, det betyder altså at studiet IKKE er et 100% online forløb, da vi rigtig gerne vil se dig med jævne mellemrum (se fremmødedatoerne nederst på siden).

Hvem er du?

Online-forløbet henvender sig til dig, der kan se en fordel i fleksibiliteten ved ikke at skulle møde op på skolen hver dag fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Til gengæld forventes det, at du logger på hver dag, og at du er indforstået med, at det er et fuldtidsstudie og at en hel del af arbejdet og samarbejdet foregår i grupper sammen med dine medstuderende og typisk online.

Mødepligt

Som online vvs-installatør studerende er du ikke underlagt regler om mødepligt for at være studieaktiv. Der er dog krav om mødepligt på de skemalagte fremmødedage, hvor du skal møde op på campus. Derudover er mødepligten erstattet af online aflevering af skriftlige opgaver og quizzer og selvfølgelig eksamen samt online vejledningsmøder og gruppemøder efter en nøje tilrettelagt studieplan og aktivitetskalender.

Som online studerende vil størstedelen af din uddannelse altså foregå uden for campus. Du studerer hjemmefra, og du får undervisning via video samt opgaver fra underviserne via UCN´s fælles Learning management system på Microsoft Teams.

Studieformen e-læring stiller høje krav

Blended Learning er en studieform der kombinerer det at læse online med på forhånd planlagte fremmødedage, og det stiller høje krav til din selvstændighed og disciplin. Det giver dig mulighed for at tage en uddannelse, selvom du i perioder arbejder i udlandet, gerne vil uddanne dig ved siden af et job, bor geografisk langt væk fra skolen eller på anden måde har brug for en hverdag med stor fleksibilitet.

Derudover kræver det også en del planlægning, så du sikrer dig at kunne læse og studere på fuld tid, såvel online som på de planlagte fremmødedage. Du skal altså være opmærksom på, at vvs-installatøruddannelsen som online og blended learning forløb er et fuldtidsstudium og derfor kræver en stor del af din tid, men dog med størstedelen af tiden skemalagt af dig selv.

Fremmøde-dage 2024

Der er på de tre første ud af de i alt fire halvårlige semestre 3x3 fremmøde-dage på uddannelsen, hvor du forventes at møde ind hele dage fra morgen til sen eftermiddag. På 3.semester er der udover de obligatoriske 3x3 fremmødedage, desuden yderligere krav om deltagelse i et 10-dages sammenhængende gaskursus, der foregår i Aalborg. På 4.semester er der ingen planlagte fremmødedage, men en 10 ugers praktik i en relevant praktikvirksomhed.

Dato for fremmødedage på 1. semester

Datoerne er med forbehold for ændringer:

  • 02/09 – 03/09 – 04/09 2024
  • 30/09 – 01/10 – 02/10 2024
  • 11/11 – 12/11 – 13/11 2024