Holde et liv i sin hånd
Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
Jeg valgte at blive sygeplejerske for at gøre en forskel. For at arbejde med mennesker. For at hverdagen ikke skulle være ens. Når jeg møder på arbejde så gør jeg en forskel for det individuelle menneske.
K.E. Løgstrup har i ”Den etiske fordring” skrevet; ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Dette er en rigtig god beskrivelse af, hvad det vil sige at være sygeplejerske.
En af grundene er også de mange muligheder – der er mange arbejdsområder og mange muligheder for at kombinere interesse med arbejde. Det er fantastisk at stå op hver morgen og være glad for at møde på arbejde.
Hvad har du arbejdet med, siden du blev færdiguddannet?
Efter min uddannelse fik jeg en fast stilling på Aalborg Sygehus – nærmere bestemt på kirurgisk gastroenterologisk afdeling (eller mave-tarm kirurgisk afdeling). En spændende afdeling med mange faglige udfordringer.
Jeg har ligeledes arbejdet med studerende på afdelingen. Det er fantastisk spændende at være med til at hjælpe og udfordre nye studerende.
Hvad synes du er spændende ved jobbet som sygeplejerske?
Helt klart, at hverdagen ikke er ens og kan være meget fagligt udfordrende.
Kan du nævne en specifik episode i dit arbejde, som har gjort et særligt indtryk på dig?
Må helt klart være en patient, der kommer retur fra intensiv. Patienten er meget plejekrævende, og jeg passer hende over en længere periode. Det har været et rigtigt langt forløb for hende. Undervejs i forløbet kigger hun op på mig og siger TAK – og videre spurgte hun, om jeg kunne komme med hende hjem og passe hende, da jeg ”jo gjorde det så godt”.
Desværre døde hun på afdelingen inden hun nåede hjem. De pårørende var til samtale med afdelingessygeplejersken efter hun døde for at snakke forløbet igennem. Efter samtalen kom afdelingessygeplejersken hen til mig og sagde, hvor glade patienten og de pårørende havde være for min pleje af deres ægtefælle, mor og svigermor.
Dette er en oplevelse, der er gemt dybt i mig!
Hvis du skulle give én, der overvejer at blive sygeplejerske, et par ord med på vejen – hvordan skulle de så lyde?
Spring ud i det! Selvom studiet til tider er rigtigt hårdt og kræver mange timer så brug dem. Når du engang er færdig, gør du en forskel i mange menneskers liv. Også selvom det ikke er altid, man får ros verbalt, giver patienterne meget tilbage.