Gå til hoved indhold

Sygeplejerske for SOSU-assistenter

Som SOSU-assistent / SSA kan du på UCN videreuddanne dig til sygeplejerske på kun 2,5 år. Meget af uddannelsen foregår online, så du fortsat kan arbejde på deltid ved siden af studiet.
  • Professionsbachelor med merit

  • 2,5 år

  • Hjørring

  • Læses delvist online

  • Studiestart i februar

Byg videre på din erfaring og bliv sygeplejerske

Har du en baggrund som SOSU-assistent og drømmer om at tage næste skridt? Med vores særlige uddannelsesforløb kan du bygge ovenpå din erfaring og blive sygeplejerske på kortere tid.

Vi har skabt et fleksibelt forløb, der gør det nemt for dig at nå i mål.

Fleksibel uddannelse – tilpasset din hverdag

Størstedelen af undervisningen foregår online, så du kan studere, når og hvor det passer dig. Du skal kun møde fysisk op ca. én gang om ugen på vores campus på Skolevangen i Hjørring. Det giver dig frihed til at balancere studiet med dit privatliv. Læs mere om uddannelsens fleksible opbygning.

Økonomisk tryghed under din uddannelse

Forløbet er tilrettelagt, så du kan have et deltidsjob ved siden af – eksempelvis som SOSU-assistent. Samtidig er uddannelsen SU-berettiget, så du kan søge økonomisk støtte.

Men hvordan er det i virkeligheden at tage springet fra SOSU-assistent til sygeplejerske? Og hvordan får man økonomien til at hænge sammen undervejs? I videoen kan du møde Sofie, der deler sine erfaringer, overvejelser og gode råd til dig, der overvejer at tage samme vej.


Studerende deler deres oplevelser

Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg er gået i gang med uddannelsen

Uddannelsen er en hammergod idé, og underviserne er virkelig engagerede. De er rigtig gode til at inddrage vores erfaringer og oplevelser fra praksis. Jeg arbejder næsten fuld tid ved siden af studiet, og indimellem er det hårdt. Det kræver virkelig prioritering og planlægning, men jeg kan mærke, at jeg bliver endnu mere tændt på mit fag og får en større faglig ballast. Og så betyder det også rigtig meget, at jeg har min families fulde opbakning.

Niels Christian Møller

Studerende på det særlige forløb for SOSU-assistenter

Jeg kan godt li’, at jeg mere eller mindre selv kan tilrettelægge min hverdag

Jeg har valgt at læse videre for at bygge mere viden på det, jeg i forvejen kan, og styrke mine jobmuligheder. Det er nogle superdygtige og søde undervisere, vi har, og det fungerer rigtig fint med både studie, arbejde og familieliv. Jeg er vikar ved siden af studiet, primært nattevagter, og har mulighed for at tage vagter, når det passer ind. Til tider er der pres på, men jeg når som regel i mål til sidst.

Nete Bonde

Studerende på det særlige forløb for SOSU-assistenter
Få større ansvar og mere indflydelse

Job og videreuddannelse som sygeplejerske


Der er stor efterspørgsel på sygeplejersker, og mulighederne er mange både i det offentlige og i det private. Sygeplejersker kan fx arbejde på en lang række af specialiserede hospitalsafsnit, på skadestuer, i lægeklinikker, på hospice eller i militæret.