Sune står for by- og kulturlivet i Herning Kommune
Kort om Sune
Sune Sylvester Madsen er 35 år og arbejder som By- og Eventkoordinator ved Kultur og Fritid i Herning Kommune. Han er uddannet service- og oplevelsesøkonom med en overbygning i sport management.
Tvivl om studievejen
Efter gymnasiet var Sune usikker på, hvad fremtiden skulle bringe. Han valgte derfor at tage et par år på arbejdsmarkedet før han startede på uddannelsen til bygningskonstruktør i Aalborg. Selvom uddannelsen ikke var det helt rigtige for ham, fangede planlægningsaspektet hans interesse.
I håb om at finde den rigtige uddannelse, gik Sune i dialog med en studievejleder. Sammen fandt de frem til service- og oplevelsesøkonomuddannelsen, som passede bedre til hans interesser.
Drømmen om at arbejde med sin hobby
Sune har altid interesseret sig for sport i generel forstand – der er ikke den sport, som han ikke kan lide. Han drømte derfor om at finde en måde at kombinere sin interesse for sport med sin karrierevej. Det var denne drøm, som ledte ham til at læse videre på overbygningsuddannelsen i sport management.
"Sport Management var en god måde at kombinere min store interesse for sport med en uddannelse, så jeg en dag kunne arbejde erhvervsmæssigt med min hobby."
Sune Sylvester Madsen
By- og Eventkoordinator i Herning KommuneDerudover brugte Sune også sine praktikperioder til at præge sin uddannelse. Her arbejdede han nemlig først for ishockey-klubben Herning Blue Fox og senere som eventkoordinator for Dansk Bordtennis Union.
I praktik hos professionel sportsklub
Herning Blue Fox var ikke vant til at have praktikanter, hvilket betød, at Sune kunne sætte sit helt eget præg på sit arbejde i klubben. Han oplevede mange forskellige aspekter af den professionelle klub, fordi ingen dage er ens. I nogle perioder var dagene stille og rolige, mens andre var travle – det mærkede Sune især op mod slutspillet, hvor der var meget, som skal nås.
- Jeg fik lov til at sætte mig egen dagsorden. Det er både skræmmende og fedt på samme tid, når man kommer som helt ny.
Praktikanten scorede en fuldtidsstilling
Sunes anden praktikperiode blev brugt ved Herning Kommune, hvor han koordinerede EM i bordtennis for Dansk Bordtennis Union. Her fungerede Sune som bindeled mellem Herning Kommune, hvor EM blev afholdt, og Unionen, som holder til i Brøndby.
Ved at være placeret i Herning opdagede kollegaerne i kommunen hurtigt, at Sune har flair for eventkoordinering. Han blev derfor tilbudt et job ved Kultur og Fritid i Herning Kommune, da hans praktikplads sluttede.
"Jeg havde ikke set mig selv arbejde i en kommune, men jeg er enormt glad for, at jeg greb de muligheder, som bød sig. Det resulterede jo i, at jeg landede i en stilling, som jeg selv har kunne forme."
Sune Sylvester Madsen
By- og Eventkoordinator i Herning KommuneSune har nu været ansat ved kommunen siden 2016 og har undervejs haft mulighed for at prøve flere forskellige stillinger.
Hvad laver en by- og eventkoordinator?
Som by- og eventkoordinator sidder Sune med mange forskellige opgaver – alt fra afvikling af event i midtbyen, koordinering af store sportsevents til vejledning af byens brugere.
En typisk dag går med at besvare henvendelser fra borgere, foreninger og samarbejdspartnere, som har brug for hjælp til afvikling af events og begivenheder i byen. Det kan for eksempel være spørgsmål angående anskaffelse af tilladelser til afvikling af event, sikring af brandveje eller kontakt til leverandører af diverse udstyr. Sune står også til rådighed på afviklingsdagen for at sørge for, at alt kører som smurt.
Når kommunen har budt ind på store events, går meget af Sunes tid med planlægningen af disse. I hans år ved Herning Kommune har han blandt andet været med til at afvikle EM i svømning, VM i håndbold, storskærmsarrangementer under EM i fodbold og Kulturfestival.
Uddannelse kræver både teori og praksis
Sune har været glad for UCN’s kombination af teori og praksis på sine studier. En af de ting, som Sune tog med sig fra undervisningen, var blandt andet, at sport er meget mere end det, der sker på banen. Det handler også om alt det, som sker uden for banen – både før, under og efter afviklingen.
Men ifølge Sune kan teorien ikke stå alene. For ham er uddannelse nemlig ligesom at tage kørekort: man skal have styr på teorien bagved, men man lærer først rigtig, hvordan det er at køre, når man prøver det i virkeligheden.
- Undervisningen gav mig en forståelse af de forretningsmæssige mekanismer inden for sport- og event, mens praktikken satte lys på, hvilke arbejdsopgaver, jeg egentlig kom til at sidde med, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet.