Mit netværk har fået mig derhen, hvor jeg er i dag
Martin Bjerregaard
Uddannet: Serviceøkonom 2017 og Sport Management 2019
Job: Personlig assistent (PA) til direktøren
Arbejdsplads: Aalborg Kongres- og Kulturcenter
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Jeg sidder med flere sekretæropgaver og er referent i diverse interne arbejdsgrupper samt i bestyrelsen. Jeg forsøger også at holde orden og overblik i direktørens mail og kalender. Samlet giver det et rigtig godt kendskab til, hvad der sker rundt i huset, og jeg er med på sidelinjen når de vigtige beslutninger træffes. Her har jeg naturligvis også mulighed for at komme med egne input.
Derudover har jeg fri leg til at dykke ned i de projekter, som jeg selv synes er spændende. Lige pt. sidder jeg som ansvarlig for en af vores egne konferencer ”Work Life”. Jeg har også fået lov til at planlægge diverse personalearrangementer og ture samt at deltage i jobsamtaler, når der skal ansættes nye medarbejdere.
Jeg er rigtig glad for at være en del af, hvor beslutningerne bliver taget.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Jeg er rigtig glad for at være en del af, hvor beslutningerne bliver taget. Samtidig har jeg en utrolig fleksibel arbejdsplads, som giver plads og rum til at klare dagligdagens udfordringer - uanset om du er senior eller som mig har små børn - som af og til kan give lidt ekstra udfordringer.
Desuden er jeg glad for at min nuværende stilling kan give mig en styrket detaljegrad, da det i den grad er vigtigt. Samtidig kan jeg få lov til at dykke ned i de projekter som jeg ønsker. I en stilling, hvor resultaterne kan være svære at spotte, så er det fint at kunne få ansvar for noget, hvor man kan se resultater med det samme.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Jeg har lært nogle teorier, som af og til bliver taget i brug i det administrative arbejde, som jeg har nu. Derudover er det mest de kvalifikationer, som jeg har lært gennem mine tidligere jobs samt det gode netværk. Et netværk som jeg blandt andet fik gennem en af mine praktikpladser og som har fået mig derhen, hvor jeg er i dag.