Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Jeg driver møbelvirksomheden NICHBA, der blev startet, da jeg studerede til produktionsteknolog på UCN. Jeg var det helt rette sted dengang i forhold til den vej, jeg gerne ville gå med at designe og sælge mine egne møbler. Det handler bl.a. om at have styr på de processer, man skal igennem for at nå frem til et godt produkt, samarbejde med leverandører ift. deres krav og kvalitetssikring og kommunikation. 

Nichlas Bjørn har læst produktionsteknolog og startede allerede under studiet hans designvirksomhed NICHBA.

Hvad er du glad for ved jobbet?

Det jeg er mest glad for ved mit job, er muligheden for at designe og sælge mine egne møbler. At kunne leve af mine egne designidéer, føre dem ud i livet og gøre kunderne glade. Det har også været afgørende for min deltagelse i DR-programserien "Danmarks Næste Klassiker", som jeg endte med at vinde. Det har været en rigtig god oplevelse og en fed forsmag på at være hardcore produktdesigner.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Jeg stiller kæmpe krav til kvaliteten af mine produkter, og her har uddannelsen til produktionsteknolog spillet en nøglerolle. Det ligger selvfølgelig på rygraden nu, men uddannelsen har helt sikkert været med til at give mig de nødvendige redskaber til at navigere i designprocesser, kvalitetssikring og samarbejde med leverandører.

På UCN deltog jeg også i iværksætterforløbet Next Step, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med min egen virksomhed som en del af mit studie. Man skal ikke undervurdere kraften i et inkubationsmiljø. Det at møde ligesindede med vidt forskellige erfaringer og få sparring og undervisning i de mange iværksætterrelaterede emner har haft en kæmpe betydning.