Gå til hoved indhold

Kvote 1

I kvote 1 bliver du optaget alene på baggrund af din adgangsgivende gymnasiale eksamen.

Hvem kan søge kvote 1?

I kvote 1 sker optagelsen udelukkende på baggrund af din adgangsgivende gymnasiale eksamen. Du skal således have en fuld gymnasial eksamen med et samlet karaktergennemsnit for at kunne søge i kvote 1. Hvis der findes specifikke adgangskrav om bestemte fag på bestemte niveauer på den uddannelse, du vil søge, så skal det eller de krævede fag/niveauer også være bestået.

Du kan derfor søge kvote 1, hvis du:

  • udelukkende ønsker at blive bedømt på dit karaktergennemsnit
  • opfylder alle adgangskrav for at komme ind på uddannelsen

Sådan søger du

Det er på hjemmesiden optagelse.dk, du skal udfylde og underskrive din kvote 1 ansøgning og uploade relevant dokumentation. Du skal søge under "videregående uddannelse" på siden og derefter vælge den uddannelse, du vil søge ind på. 

Adgangskrav for kvote 1

Hvis du skal optages på en uddannelse gennem kvote 1, skal du have en gymnasial eksamen i rygsækken. Det vil sige:

  • stx, hhx, eux, htx, hf, gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF) eller udenlandsk gymnasial eksamen, der kan omregnes til dansk eksamensgennemsnit

Studerende optages efter højeste eksamenskvotient ved den gymnasiale eksamen, hvilket i praksis betyder, at man optager de ansøgere, der har de højeste gennemsnit indtil pladserne i kvote 1 er fyldt op. Der optages efter 7-trinsskalaen. Gennemsnit efter 13-skalaen omsættes til 7-trinsskalaen.

Særlige krav for læreruddannelsen

Vær opmærksom på at der for adgangskravene for læreruddannelsen gælder et gennemsnitskrav på 7,0 i den adgangsgivende eksamen for at kunne søge om optagelse i kvote 1 (inklusiv evt. bonus for tidlig studiestart og ekstra fag på A-niveau).

Har du et gennemsnit på under 7,0, eller kender du endnu ikke dit gennemsnit, skal du søge om optagelse gennem kvote 2 og vil efterfølgende blive indkaldt til en optagelsessamtale.

Justering af gennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen

Du kan ikke ændre på det gennemsnit, du har opnået i din gymnasiale eksamen – heller ikke ved at tage enkeltfag. Har du taget flere gymnasiale eksamener, er det gennemsnittet fra den først beståede eksamen, der gælder.

Vær dog opmærksom på at der er en bonus for tidlig studiestart og for flere fag på højt niveau. Her bliver gennemsnittet i din adgangsgivende eksamen justeret, hvis du går i gang med en videregående uddannelse senest 2 år efter, du har taget din adgangsgivende eksamen, eller hvis du har flere fag på A-niveau.

Læs mere om bonus for tidlig studiestart når du har flere fag på højt niveau.