Den store fleksibilitet er et kæmpe plus
Ida Rishøj Jensen
Uddannet: Multimediedesigner 2024
Job: Product Owner for User Experience
Arbejdsplads: KMD A/S
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Mine arbejdsopgaver består primært i at designe og udvikle brugergrænseflader til KMD's løn- og HR-løsninger til den private og den offentlige sektor. Det kommer til udtryk på flere forskellige måder, herunder re-design af vores apps, udvikling af brugergrænseflader samt diverse opgaver omkring kommunikation med vores brugere.
Derudover er jeg en del af et UX/UI team, der skal sætte rammerne for designet af vores produkter i den Business Line jeg sidder i, når vi i fremtiden skal overgå til et nyere system på tværs af hele KMD.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Noget af det fedeste ved mit job er den tillid og positivitet, der er omkring mig og mit arbejde som nyuddannet. Jeg oplever en stor tillid til det, jeg kan og har lært fra mit studie, og jeg får en masse ansvar. Derudover er den store fleksibilitet et kæmpe plus.
Jeg foretrækker at komme ind på kontoret fysisk, så ofte jeg kan, men det er virkelig rart at have muligheden for at arbejde hjemme, når det giver mening. Grunden til jeg foretrækker at møde op fysisk, er især mine kollegaer, som altid spreder god stemning og har taget virkelig godt imod mig. Der er aldrig en dag på jobbet, hvor jeg ikke har haft et smil på læben eller nydt en god kop kaffe sammen med dem på kontoret – og det er på trods af, at der er alt fra 5 til 40 år imellem os. Jeg var lidt bekymret for det sociale, men jeg er faktisk blevet rigtig gode venner med mine ældre kollegaer.
Derfor er det enormt givende for mig at arbejde sammen med vores brugere om at skabe løsninger og produkter.
Noget af det mest meningsfulde ved mit arbejde er dog at skabe løsninger til vores brugere, der kan gøre deres arbejde nemmere. Som ny inden for løn og HR kan jeg sætte mig ind i, hvor svært et felt det er at arbejde i. Og det oplever vores brugere også. Det er rigtigt svært at finde hoved og hale i lovgivninger, ferielove, barselslove, overenskomster, regler for timeregistrering og alt andet inden for dette felt.
Derfor er det enormt givende for mig at arbejde sammen med vores brugere om at skabe løsninger og produkter, som kan hjælpe dem på bedst mulig vis i deres dagligdag. Vi afholder blandt andet brugertests og pilottest, hvor vi har vores brugere med inde for at afprøve vores løsninger, så vi sammen kan tilpasse og forbedre de steder, det giver mest værdi for dem.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
På uddannelsen lærte vi især om brugerinddragelse, og det er netop noget af det, jeg har beskæftiget mig meget med i mit job. I forbindelse med udviklingen af en af de løsninger jeg arbejder med lige nu, har vi afholdt to brugertests, og vi skal nu til at afholde pilottest på løsningen.
Derudover arbejdede vi på studiet meget med forskellige udviklingsmetoder, herunder SCRUM, som er det vi arbejder med på mit arbejde. Ligeledes går multimediedesigner i dybden med design thinking, hvilket har været en kæmpe fordel for mig, fordi det netop er noget vi i vores Business Line gerne vil have mere fokus på. Derfor er det et sted, hvor jeg kan bidrage med rigtigt meget.
På uddannelsen fik vi forholdsvis ofte besøg af personer, der sad ”ude i det virkelige liv” i stillinger, man som multimediedesigner kunne se sig selv i. Det var en af de ting, jeg fandt meget værdifuld, og det gav mig et bedre indblik i, hvordan hverdagen faktisk ser ud i virkeligheden.