Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Jeg arbejder som salgsrådgiver og marketingassistent hos Vahle A/S, som producerer snedkerdøre i høj kvalitet.

Som salgsrådgiver besvarer jeg kundehenvendelser, fremsender tilbud og håndterer ordrebekræftelser. Udover disse hovedopgaver er jeg også med til at undersøge og udvikle forbedringsområder i salgsafdelingen.

Som marketingassistent arbejder jeg primært med online markedsføring, hvor jeg holder overblik over vores contentkalender og er hovedansvarlig for reels og stories til Instagram samt posts til Pinterest – både tekst, grafik og opsætning.

Hvad er du glad for ved jobbet?

Jeg er blandt andet glad for, at jeg har frihed under ansvar. Min frihed gør, at min chef aldrig stiller spørgsmål, hvis jeg rykker rundt på mine timer, så længe jeg leverer mine opgaver som aftalt i tid og kvalitet. Jeg må arbejde hjemmefra ved behov.

Jeg har også varierende arbejdsopgaver, som gør, at jeg ikke går død. Der er mulighed for at få ansvar! Der bliver lyttet til mine ideer. Jeg føler mig kompetent i forhold til at løse mine opgaver, og jeg er godt klædt på fra studiet. Jeg har gode kollegaer. Der er mulighed for efteruddannelse og at tage på kurser med mere, så jeg kan udvide mine kompetencer. Og næsten vigtigst af alt: Jeg er glad for, at jeg altid må stille spørgsmål. Her må jeg også altid spørge om hjælp.

Og næsten vigtigst af alt: Jeg er glad for, at jeg altid må stille spørgsmål.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Uddannelsen har klædt mig godt på til alle mine arbejdsopgaver på grund af den brede viden inden for salg og marketing. Til salgsopgaverne bruger jeg især min forståelse for kunder og det gode salgsmøde. Til markedsføringen bruger jeg blandt andet mine færdigheder inden for målgrupper, digital kommunikation og content creation. Ligeledes er mine kompetencer inden for projektledelse kommet til sin ret, fordi det er vigtigt at holde overblik over de mange kundehenvendelser samt udgivet og fremtidigt content.

Alt i alt passer markedsføringsøkonom præcis til det job, jeg har fået, og jeg oplever hver dag, hvordan alle dele af min uddannelse giver mening ude i arbejdslivet.