Min læreruddannelse har været helt afgørende for min karrierevej
Rikke Møller Larsen
Uddannet: Lærer i 2001 og BA i Kommunikation
Job: SSP-konsulent
Arbejdsplads: Aalborg Kommune
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Efter læreruddannelse tog jeg en bachelor i Kommunikation. Derefter arbejdede jeg som lærer i en årrække og var samtidig involveret i forskellige projekter bl.a. om unge og sundhed. Undervejs blev jeg uddannet praktikvejleder og sad i praktikudvalget på UCN. Senere blev jeg ansat som læringskonsulent i Undervisningsministeriet, hvor min primære opgave var at understøtte implementeringen af skolereformen.
Herefter blev jeg ansat i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune, hvor jeg fortsatte arbejdet med implementering af skolereform, læringsmål, læringsplatform mv. Seneste sporskifte er jobbet som SSP-konsulent i Aalborg Kommune.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Mit job er spændende, travlt, afvekslende og alsidigt. Kerneopgaven, at forebygge mistrivsel hos børn og unge, er enormt meningsgivende. Jobbet veksler mellem akutte opgaver med kort deadline og længerevarende udviklingsprojekter, hvor det er nødvendigt at gå analytisk og forskningsbaseret til værks.
Det er berigende at opleve, hvordan opgaveløsningen kvalificeres i samarbejdet med dygtige kolleger fra mange forskellige fagområder.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Min læreruddannelse fra UCN har været helt afgørende for min karrierevej. Selv om mine jobs har været ret forskelligartede, har de haft det til fælles, at de bygger på mine erfaringer fra læreruddannelse og lærerjob. Når man arbejder med skoleudvikling på den ene eller anden måde, er det ret vigtigt, at man har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at undervise og skabe udvikling hos elever.
Jeg mærker konkret, at de folk, jeg samarbejder med, anerkender og har respekt for, ”at jeg har været der selv”. Derudover tror jeg, uddannelsen har givet mig et stort alment dannende udsyn og en bred faglighed, der er kommet mig til gode i mange sammenhænge. At det så også var hyle morsomt at gå på UCN, fordi stedet er fyldt med skønne mennesker, er bare et kæmpe plus.