Jeg føler, at jeg direkte præger min afdeling i en positiv retning
Perle Moltved
Uddannet: Fysioterapeut, 2021
Job: Afsnitsfysioterapeut
Arbejdsplads: Ortopædkirurgisk afdeling, Aalborg Universitetshospital
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Som afsnitsfysioterapeut arbejder du med både fysioterapi og pleje. Hovedopgaven er at hjælpe patienter med at komme op og bevæge sig, især efter operationer som hofte- og knæoperationer. Vi har mange patienter, der kun er indlagt kort tid, da vi er en akutafdeling. Nogle patienter har dog længere forløb eller kommer tilbage på grund af infektioner.
Jeg og mine to kolleger er uddannede til at vejlede i forflytning og underviser vores personale og studerende. Dette inkluderer sygeplejerskestuderende, sosu-assistentelever, ambulanceredderelever og fysioterapeutstuderende. Undervisningen fokuserer på, hvordan man bedst flytter patienter i sengen, til sengekanten og til stående/gående positioner. Vi bruger forskellige hjælpemidler som spilerdug, liftsejl og ganghjælpemidler og lærer, hvordan man bedst udnytter patientens egne ressourcer.
Af plejeopgaver hjælper jeg blandt andet med at tage vitale tegn (TOKS), hjælpe med bad, skifte tøj og ble, samt fjerne kateter og PVK.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Det vigtigste for mig i en arbejdssituation er at være nærværende i patientkontakten. Fleksibilitet og en følelse af flow betyder meget for mig – når der er tid og fleksibilitet, kan jeg være den bedste version af mig selv og den fysioterapeut, jeg arbejder som. Dette giver mig den største arbejdsglæde og den bedste oplevelse for patienten.
Fleksibilitet og en følelse af flow betyder meget for mig – når der er tid og fleksibilitet, kan jeg være den bedste version af mig selv og den fysioterapeut, jeg arbejder som.
Min stilling indeholder både fysioterapi og plejeopgaver, der giver mening i forhold til opgaven. Friheden til at kunne varetage en hel patientoplevelse – fra liggende til siddende, til toilettet og tilbage til sengen – uden afbrydelser, gør, at jeg kan varetage alt fra start til slut. Dette understøtter følelsen af fleksibilitet og nærhed, da jeg kan være gennemgående i alle opgaver.
Jeg er også glad for mit job, fordi vi terapeuter på afdelingen er uddannet som forflytningsvejledere. Denne position gør, at jeg er integreret på afdelingen på en anden måde, da jeg tager ansvar for arbejdsstilling, forflytning, lejring og hjælpemidler. På denne måde føler jeg, at jeg direkte præger min afdeling i en positiv retning. Forflytning handler om teknik og håndelag, og som fysioterapeut er jeg glad for at bruge min krop som værktøj, hvilket øger min tilfredshed med stillingen.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Anatomi, fysiologi og sygdomslære har givet mig en stor viden om kroppen både indeni og udenpå – det har givet et stærkt fundament for at arbejde med opererede patienter. Det er en god ballast at have lært, hvordan kroppen ser ud og fungerer indvendigt, samt vide hvor jeg skal slå op, hvis jeg har glemt noget om en specifik muskel, knogle, sygdom eller lignende.
Derudover har praktikker og kommunikations-fag været givende, da jeg jo arbejder med patientkontakt, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan jeg kommunikerer både med krop og ord.