Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Mit arbejde som fysioterapeut på privat klinik indebærer primært udredning, diagnosticering og behandling af smerter og skader i bevægeapparatet. Derudover varetager jeg superviseret træning for mange af mine patienter, der i langt overvejende grad omfatter den idrætsaktive befolkning fra motionister til eliteudøvere i forskellige sportsgrene.

Ved siden af mit klinikarbejde med patienter holder jeg foredrag for virksomheder – bl.a. om ergonomi, bevægelse, smerter og sundhed på arbejdspladsen. 

Hvad er du glad for ved jobbet?

Det er særligt meningsfuldt på mig at gå på arbejde hver dag, da jeg hele tiden bliver udfordret i min kliniske ræsonnering hvor teori skal sammenkobles med praksis, og jeg skal finde en årsag til problemerne/smerterne.

Når årsagen er fundet, sætter jeg også pris på at få lov til at formidle den viden jeg har i lægmandssprog til helt almindelige mennesker – som jo er en stor del af vores job som fysioterapeuter i primærsektoren.

Så er der heller ikke to dage der er ens, for én diagnose kan præsentere sig på flere forskellige måder afhængigt af personen der sidder foran dig og den variation og udfordring i den kliniske hverdag er særlig givende for mig.

Som privat person holder jeg selv rigtigt meget af at løbe og spille fodbold – og så gør det mig naturligvis ekstra glad, når jeg kan hjælpe folk tilbage til at dyrke det, som jeg selv bruger meget af min fritid på.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Jeg stod godt rustet til at starte mit job og min karriere efter studie, og det skyldes i høj grad de mange praktikperioder, man gennemgår under studiet. Man kan få nok så meget teoriundervisning, men det er særligt når man skal sammenkoble teori med praksis at læringsudbytterne er store og man bliver rustet til hverdagen som fysioterapeut.