Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Som revisorassistent spænder mine arbejdsopgaver bredt. Jeg udarbejder og kvalitetssikrer årsrapporter, som giver et klart og retvisende billede af en virksomheds økonomiske situation. Derudover bistår jeg med skatteregnskaber, så virksomhederne betaler korrekt skat og får udnyttet eventuelle fradragsmuligheder.

En stor del af mit arbejde består i at hjælpe virksomheder med bogføringen. Det indebærer registrering af bilag og transaktioner, så regnskabet altid er ajourført og korrekt.

Jeg håndterer også momsopgørelser og sørger for, at virksomhederne indberetter og afregner moms korrekt. Det kræver løbende opdatering på gældende regler og en skarp sans for detaljer.

Derudover deltager jeg i kundebesøg, hvor vi rådgiver om økonomiske forhold og optimering af regnskabsprocesser. Dette er en vigtig del af jobbet, da det giver en tættere relation til kunderne og en dybere forståelse af deres forretning.

Indberetninger til SKAT er også en del at mit arbejde, herunder løbende indberetning af skat, moms og andre forpligtelser. Dette sikrer, at virksomhederne lever op til de krav, der stilles fra myndighedernes side

Hvad er du glad for ved jobbet?

Jeg er rigtig glad for mit job som revisorassistent, fordi jeg har mulighed for at arbejde tæt sammen med kunderne. Det er spændende at lære deres forretning at kende og finde løsninger, der passer til deres behov.

Jeg synes også, det er fedt at have gode kollegaer, som man kan sparre med og hygge sig sammen med i hverdagen – det gør arbejdet sjovere. Jeg kan godt lide at have ansvar, for det viser, at der er tillid til det, jeg laver, og det giver mig også mulighed for at udvikle mig.

Derudover er det en virksomhed, hvor der er fokus på faglighed og på at blive bedre, så jeg føler virkelig, at jeg kan lære noget og rykke mig her. Alt i alt er det bare et sted, hvor jeg trives rigtig godt.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Uddannelsen til financial controller har givet mig en rigtig god ballast til mit arbejde som revisorassistent. Jeg har fået en grundlæggende viden indenfor områder som eksternt regnskab, skatteret, revision og controlling, hvilket er noget, jeg bruger hver dag i mit arbejde.

Uddannelsen er meget målrettet mod revision, så jeg har fra starten haft fokus på de kompetencer, der er vigtige i branchen. Derudover har den også gjort mig mere sikker i kommunikationen med kunderne, som er en stor del af mit job.

Alt i alt har uddannelsen virkelig klædt mig godt på til de opgaver og det ansvar, jeg har i dag.