Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Jeg er ansat som ”selvtilrettelæggende centerterapeut" i Randers Kommune, hvor alle centre har ansat en centerterapeut. Stillingerne bliver slået op til både fysioterapeuter og ergoterapeuter. Det er op til det enkelte center at bestemme, hvilken faggruppe der ønskes det pågældende sted.

Centerterapeuterne er ansat i et distrikt og dækker/supplerer hinanden. Jeg er hovedsagelig på Spentrup Ældrecenter, som er et lille center med otte plejeboliger, tre aflastningsstuer og 15 boliger med kald. Derudover dækker jeg fast et andet center i Randers Kommune to gange om ugen.

Mine opgaver består hovedsagelig af:

  • Sagsbehandling ud fra forskellige lovgivninger
  • Modtage og udføre basale genoptræningsplaner
  • Undervise i forflytning og lave forflytningsbeskrivelser
  • Nøgleperson for dysfagi (tygge- og synkebesvær)
  • Hverdagsaktiviteter og aktiviteter ud af huset

Hvad er du glad for ved jobbet?

Det giver mig arbejdsglæde at se, når det tværfaglige samarbejde giver mening for borgerne, de pårørende, mine kollegaer og for mig. Derudover er det givende at kunne være i en konstant udvikling, både personligt og fagligt, for at kvalificere sit arbejde.

Det er givende at kunne være i en konstant udvikling, både personligt og fagligt, for at kvalificere sit arbejde.

Jeg oplever det ekstremt givende at tænke over, hvordan jeg bruger mit faglige sprog, da det er et af mine absolut vigtigste redskaber. Med den rette kommunikation kan jeg skabe en positiv relation, som kan være den vigtigste byggesten til en succesfuld intervention.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Uddannelsen har forberedt mig på, at man i sit arbejde efterfølgende skal være skarp på, hvad ergoterapi drejer sig om. Man skal huske på sin monofaglighed og kunne benytte den i et tværfagligt samarbejde.

Derudover er uddannelsen meget bred, så man ved “lidt om mange ting”. Når uddannelsen er afsluttet, skal man først til at dygtiggøre sig inden for det område, man vælger at arbejde med.