Uddannelsen har hjulpet mig til at have en bred forståelse
Pernille Søgaard Pedersen
Uddannet: Eksport og teknologi, 2021
Job: Sales Responsible
Arbejdsplads: Bestseller
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Mit nuværende job som Sales Responsible indebærer at agere intern leder for sælgere i Skandinavien. Jeg udarbejder og videreformidler strategier fra hovedkontoret ud i landene og følger op på salgsbudgetter, gaps og mål. Derudover laver jeg salgsinitiativer til sælgerne i Norge, Sverige, Danmark og Finland.
Jeg faciliterer salgsmøder i Skandinavien fire gange om året, hvor vi diskuterer kollektionsstrategi inden salg af kollektioner. Jeg deltager også på kundemøder og kunde-events for både wholesale- og onlinekunder i Skandinavien.
En vigtig del af mit arbejde er at forecaste vores indkøb til lager med henblik på at opretholde et sundt lager. Endelig arbejder jeg løbende på at optimere salgsprocesser.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Jeg er særligt glad for at agere intern leder for ni sælgere fordelt i Skandinavien. Derudover er jeg særligt glad for at have en bred berøringsflade i virksomheden og være med til at optimere flere processer i virksomheden.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Uddannelsen har især hjulpet mig til at have en bred forståelse for mange afdelinger og processer i en virksomhed. Dette har hjulpet mig til at have en bred berøringsflade og en naturlig interesse i at være med til at optimere flere processer og være en del af mange beslutninger.