E-handel
-
Professionsbachelor (overbygningsuddannelse)
-
1,5 år
-
Aalborg
-
Kan læses online
-
Studiestart i september
Læs e-handel online
For dig, der vægter fleksibilitet i studielivet.
På UCN har du mulighed for at læse e-handel 100% online. Det er et tilbud til dig, der har behov for fleksibilitet til selv at strukturere din studietid, mens du udvikler dine kompetencer indenfor e-handel.
Det kan for eksempel være at du:
- har behov for opkvalificering mens du opretholder forbindelsen til jobmarkedet
- bor i udlandet eller langt fra UCN
- har private forhold, der gør, at du har brug for selv at kunne planlægge dit studieliv
- gerne vil fortsætte dine studier online fra UCN eller andre uddannelsesinstitutioner
Sådan foregår undervisningen
Undervisningen foregår 100% online og optages, så du kan se den, når du har tid.
Dit online læringsforløb indeholder undervisning, hvor der indgår arbejde med opgaver og cases fra praksis, og du kommer fx til at samarbejde med andre onlinestuderende om at starte en webshop og løse opgaver for e-handelsvirksomheder. Du kommer også til at opleve oplæg fra eksperter fra branchen. Derudover vil der være læsemateriale, videoer og podcasts. Du kommer også til at arbejde med forskellige digitale værktøjer.
Uddannelsen har en studieplan med deadlines, som du forventes at følge.
Du bliver en del af en online studiegruppe
Du bliver en del af en studiegruppe, hvor I skal samarbejde om opgaver og cases. Grupperne laves af en underviser på baggrund af samtaler med hver enkelt studerende for bedst at matche interesser og forudsætninger. I gruppesammensætningen lægges vægt på de studerendes foretrukne studietidspunkter (så I har mulighed for sparring og gruppearbejde), faglige interesseområder, forventninger til samarbejde, ambitionsniveau og evt. andre personlige forhold.
Personlig vejledning og fællesskab
På online-udgaven af e-handel kombinerer vi fleksibilitet med et stærkt studiemiljø. Du får tilknyttet en personlig vejleder, som er klar til at sparre med dig om din fremtidige karriere, faglige udvikling og personlige spørgsmål.
Derudover sørger jeres vejleder og en dedikeret holdkoordinator for at skabe fundamentet for et godt digitalt studiemiljø og samarbejde i studiegrupperne, så du får det bedste ud af din tid på studiet.
Du skal i praktik
Der er tre måneders praktik på 3. semester mellem august og november, og du er selv med til at planlægge, hvordan det skal foregå. De fleste studerende er i ordinær virksomhedspraktik enten i Danmark eller i udlandet, men praktikforløbet tilrettelægges fleksibelt og differentieret. Det kan også være et projektorienteret praktikforløb, hvor du selv har mulighed for at strukturere din arbejdstid eller en iværksætterpraktik. Din vejleder hjælper dig med at tilrettelægge det bedste forløb for din læring.
En studieform med fleksibilitet og særlige krav til dig
Du får mere fleksibilitet i din hverdag ved at læse online, da du i høj grad selv kan planlægge, hvornår du vil studere. Til gengæld stiller studieformen store krav til din selvstændighed og din evne til at planlægge og strukturere din tid. Uddannelsen er et fuldtidsstudie og har samme faglige indhold, læringsmål og deadlines som uddannelsen med fysisk fremmøde.
Og selvom undervisningen foregår bag en skærm, vil dine undervisere og medstuderende forvente, at du forbereder dig og deltager aktivt i gruppearbejde og vejledningssamtaler.
Spørgsmål og svar om at læse online
Har du spørgsmål?
Vores studievejledere sidder klar til at svare på dine spørgsmål og hjælpe dig til at blive afklaret om hvorvidt du skal tage din uddannelse online.