Hurtig integration giver UCN-dimittender klare fordele
Den aalborgensiske softwarevirksomhed Logimatics tætte samarbejde med UCN gør virksomheden klar over hvad dimittenderne fra professionshøjskolen står for. Logimatic ser gerne en effektiv proces, når deres ansatte skal omsætte deres viden til praktiske opgaver. Ifølge udviklingschef Henrik Nygaard vælger de derfor ofte dimittender fra UCN, da de hurtigt kan indlemmes i virksomheden.
- Vi kan meget hurtigt integrere dem, fordi de kommer med nogle kompetencer, som vi efterspørger og som kan benyttes i virksomheden, siger Henrik Nygaard.
UCN og Logimatics tætte samarbejde har blandt andet været gennem succesfulde praktikforløb.
- Vi ved ud fra flere praktikforløb hvad det er for nogle kompetencer, som dimittender fra UCN har, lyder det fra Logimatics udviklingschef.
Da UCN tilrettelægger deres uddannelser efter, at de studerende skal indgå i en virksomhed, har praktikanter fra UCN oftest en klar fordel i forhold til en fastansættelse.
- Der er en meget høj mulighed for, at man kan blive fastansat efter et praktikforløb. Vi er en virksomhed i vækst, og når vi samtidigt har gode erfaringer med UCN-praktikanter, så højner det chancerne, siger Henrik Nygaard.
Elias Bahodi har gennemgået netop sådan et praktikforløb i forbindelse med sin uddannelse og fik en fastansættelse efter endt uddannelse hos Logimatic. Som UCN-dimittend ser Elias Bahodi sig bedre stillet i forhold til, hvordan han sætter sig ind i ting.
- På UCN lærer man en masse forskellige udviklingsmodeller, som er baseret på de teknologier, der benyttes i virksomhederne. Det klæder UCN-dimittenderne godt på. Vi kender de værktøjer, som benyttes i virkeligheden, siger datamatikeren.
Især det erhvervsrettede udgangspunkt hos UCN betyder, at dimittenderne allerede har praktiske kompetencer, som ikke fås på andre uddannelser.
- UCN’s uddannelser er utrolig virksomhedsnære, og når vi laver projekter, relaterer de sig altid til virkeligheden, hvilket betyder, at vi har en praktisk fordel, lyder det fra dimittenden.