Jeg elsker tiden med de studerende og at være en del af deres rejse
Louise Larsen
Uddannet: Bioanalytiker 2005
Job: Uddannelseskonsulent
Arbejdsplads: Strategi og HR, Aalborg Universitetshospital
Louise er uddannet bioanalytiker, men i dag arbejder hun som uddannelseskonsulent for Aalborg Universitetshospital, hvor hendes arbejdsopgaver spænder over både bioanalytikeruddannelsen og et bredere uddannelsesperspektiv. Hun fortæller om sin passion for at være med på de studerendes rejse og om den spændende og udviklende rolle, hun har i at forme fremtidens bioanalytikere.
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Mine arbejdsopgaver som uddannelseskonsulent er todelte. Den ene del handler om arbejdet med bioanalytikeruddannelsen, hvor jeg samarbejder med ledelsen, undervisere, UCN og regionen for at sikre et godt uddannelsesforløb. Den anden del omfatter et bredere uddannelsesperspektiv på Aalborg Universitetshospital. Jeg underviser, støtter de forskellige aktører og er løbende engageret i udviklingen af uddannelsesområdet.
Hvad er du mest glad for ved jobbet?
Jeg elsker tiden med de studerende og at være en del af deres rejse - fra den første praktik som nyopstartede studerende til de står som færdiguddannede bioanalytikere. Det er fantastisk at få lov at følge deres udvikling og bidrage til deres læring. Derudover nyder jeg at have en udviklende rolle i uddannelsesopgaven, hvor jeg får lov til at anskue udfordringer fra mange forskellige vinkler, før der skal træffes en beslutning - og jeg sætter stor pris på at være med til at skabe nye tiltag.
Jeg elsker tiden med de studerende og at være en del af deres rejse - fra den første praktik som nyopstartede studerende til de står som færdiguddannede bioanalytikere.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Uddannelsen til bioanalytiker gav mig en solid faglig ballast og styrkede min professionsidentitet. Jeg fik øje på værdien i at kombinere det naturvidenskabelige med det pædagogiske, hvilket har givet mig modet til at være med til at sætte retning, udvikle og udfordre professionen, både på det faglige og pædagogiske område.
Jeg fik øje på værdien i at kombinere det naturvidenskabelige med det pædagogiske.