Det er særligt meningsfuldt, når man er med til at skabe balance i en borgers liv.
Christian Thostrup
Uddannet: Administrationsbachelor 2019
Job: Ydelsessagsbehandler
Arbejdsplads: Jobcenter Mariagerfjord Kommune
Hvilke arbejdsopgaver har du?
Som Ydelsessagsbehandler er mine arbejdsopgaver:
- Sagsbehandling af sager angående hjælp til forsørgelse og enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
- Boligplacering af flygtning. Jeg modtager visiterede flygtninge fra Udlændingestyrelsen, og kvoteflygtninge der er visiteret fra FN. Opgaven består i at sørge for kontanter, indkvartering og diverse ad hoc ting, der gør igangsættelsen af integrationsopgaverne lettere for Jobcenterets sagsbehandlere.
- Systemadministrator på det kommunale ydelsessystem (KY). Jeg vedligeholder og tilpasser vores ydelsessystem og sørger for, at kollegaer kan en så effektiv arbejdsgang som muligt. Jeg løser desuden problemer eller fejlmelder problemer, der ikke kan løses lokalt.
- Praktikvejleder for administrationsbachelorstuderende.
Som tillidsrepræsentant er mine arbejdsopgaver:
- Sparringspartner for ledelsen. En af mine opgaver som tillidsrepræsentant er at være med til at skabe ”ro” på arbejdspladsen i ”fredsperioden”. Sørge for at aftaler bliver overholdt eller indgå aftaler hvor det er nødvendigt.
- Jeg indgår ofte i indstillingsudvalg ved ansættelser.
- Jeg er næstformand i mit eget lokale MED-udvalg for min egen afdeling, og jeg er næstformand i FagMED der dækker fagforvaltningen Arbejdsmarked, Uddannelse og familie.
- Jeg forhandler løn og andre aftaler for alle HK-ansatte i 7 afdelinger.
Hvad er du glad for ved jobbet?
Det er sjældent ensformigt og monotont. Der er mange opgaver hvor man bliver udfordret, ikke alene fagligt, men også på et personligt plan.
Det er særligt meningsfuldt, når man er med til at skabe balance i en borgers liv, hvor man er med til at sørge for, at de bliver hjulpet, så de igen kan klare sig selv.
Det er også enormt givende at opleve, hvor taknemmelige flygtninge kan være for, at man står og tager imod dem, svarer på alle deres spørgsmål mv.
Derudover har jeg altid haft nogle fantastiske kollegaer.
Hvordan har uddannelsen forberedt dig?
Uddannelsen gav mig den faglige ballast, der gjorde mig i stand til at varetage opgaven i den kommunale sektor og træffe de afgørelser, der skal til. Det er et fundament, som jeg kan se medarbejdere uden uddannelsen mangler. For eksempel kendskabet til Forvaltningsloven og forståelse for kommunernes økonomi og budgetprocesser.
Derudover har mit valgfag med HR hjulpet mig som tillidsrepræsentant, da jeg forhandler med personer, der også har HR-baggrund.