Gå til hoved indhold

Omkring 89.000 danskere har diagnosen demens, og det anslås at ca. 8000 af dem har det som kan kaldes udfordrende adfærd. Det kan være, at de bliver udadreagerende overfor pårørende eller personale på plejehjemmet i form af spark og slag, eller at de går i den anden grøft og lukker sig helt inde i sig selv. Det er en vanskelig opgave at give den rette pleje til denne gruppe borgere, og hos Professionshøjskolen UCN vil man nu tage en ny metode i brug i arbejdet med at klæde personalet på plejecentrene bedre på, og dermed i sidste ende hjælpe borgere med demens.

Helsefonden finansierer et nyt projekt, hvor forskere de næste 1½ år skal følge med på sidelinjen på tre plejecentre i Hjørring Kommune.

Ph.d. og lektor ved UCN, Anni Mortensen, er projektleder og fortæller, at kernen i projektet er, at de skal komme tættere på, hvad der udløser de udfordrende reaktioner.

- Vi skal lave en række 360 graders videooptagelser af hverdagen på plejecentret. Efterfølgende skal vi analysere optagelserne for at udpege en række tiltag, som forhåbentlig kan have en forebyggende effekt, så den udfordrende adfærd bliver mindre, og borgerne får et bedre hverdagsliv. Hvis det sker, vil det samtidig have en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet for personalet, fortæller Anni Mortensen, der sammen med lektor Rikke Brændgaard Sørensen repræsenterer UCN i projektet.

Indsatsen tager udgangspunkt i neuropædagogiske tilgange, hvor der er et særligt fokus på at forstå menneskers adfærd på baggrund af de tegn, som borgere giver. Personalet skal arbejde målrettet med at observere tegn hos borgeren og forstå, hvad der ligger bag.

Projektet sker i tæt samarbejde mellem UCN og Hjørring Kommunes ældreområde. Her ses Lone Iversen (ældrechef Hjørring Kommune), Anni Mortensen (projektleder UCN), Marianne Kreutzfeld (konsulent Hjørring Kommune), Jette Pedersen (områdeleder plejecentrene Hjørring Kommune) og Rikke Brændgaard Sørensen (lektor UCN).

Ny viden til personalet

I ældreplejen i Hjørring Kommune har områdeleder for kommunens plejecentre, Jette Pedersen, store forhåbninger til, hvad projektet kan bidrage med.

- Jeg håber, vi kan få nogle værktøjer til arbejdet med de borgere, som har det meget dårligt. Det kan være vanskeligt at vide, hvordan vi giver dem den bedste pleje. Jeg håber, at projekt kan gøre os klogere, men også danne grund for de faglige snakke, vi har på plejecentret, hvor personalet har mange forskellige faglige baggrunde, siger Jette Pedersen.

- Drømmen er, at vi kan nå til et punkt, hvor behovet mindskes for medicin og den magtanvendelse, som desværre nogle gange er nødvendig eksempelvis ved at føre en beboer væk fra en forsamling eller holde vedkommende fast for at give nødvendig personlig pleje, siger Jette Pedersen.
Projektet løber frem til udgangen af 2024.

Personalet på plejecentrene er vigtige medspillere i projektet. På billedet ses Kristina Stærmose (social- og sundhedsassistent), Pia Dahl (social- og sundhedshjælper), Vinni Hyltoft (sygeplejerske) og Marie Abildgaard Pedersen (sygeplejerske) fra Vesterlund, som deltager i projektet.

Kort om projektet

  • Projektet har titlen ’Neuropædagogiske tilgange imødegår udfordrende adfærd hos borgere med demens’
  • Sygeplejerske- og pædagoguddannelsen på UCN står bag projektet, som udføres i samarbejde med Hjørring Kommunes ældrecenterområde
  • Det finansieres via en bevilling fra Helsefonden
  • Gennem observationer via 360 graders videooptagelser, interview af pårørende, workshops og deltagelse på beboerkonference skal forskerne i samspil med personalet undersøger, i hvilke situationer den udfordrende adfærd opstår. Målet er, at de kan blive klogere på, hvad der udløser reaktionerne og efterfølgende afprøve nye tiltag for at forebygge det
  • Alle tiltag foretages naturligvis med tilladelse fra borgere og deres pårørende samt medarbejderne på plejecentrene

For yderligere information

Anni Mortensen, ph.d. og lektor. Professionshøjskolen UCN
Telefon 7269 0538
Mail anm@ucn.dk

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation, meg@ucn.dk