UCN og Himmerland Boligforening går sammen i nyt partnerskab
- Der er tale om en overordnet ramme, der muliggør, at ledere, undervisere, studerende og medarbejdere mødes på tværs af vores institutioner og i fællesskab indgår i konkrete samarbejdsinitiativer, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
UCN-rektor Kristina Østergaard Kristoffersen uddyber:
- Vi har en stor ambition om at være med til at udvikle Nordjylland inden for en række forskellige områder, der har betydning for de nordjyske borgere, virksomhederne og de offentlige institutioner. Med det nye partnerskab kan vi i særlig grad bringe vores store viden og mange kompetencer i spil inden for byggeri, grøn omstilling og sundhed.
UCN har omkring 900 ansatte og 9.000 studerende inden for teknologi, business, sundhed og pædagogik og bedriver foruden uddannelse også forskning og udvikling i tæt samarbejde med praksis. Og her passer et formaliseret samarbejde med Himmerland Boligforening ifølge Kristina Kristoffersen som fod i hose.
For sin del siger Ole Nielsen, hvis organisation med flere end 7.500 lejemål er Nordjyllands største af sin art, at Himmerland Boligforening har et særligt ansvar for de byer og bydele, hvor man har boliger.
- Foruden byggeri og drift af boliger engagerer vi os i civilsamfundet med sociale initiativer, der løfter trivslen i boligområder. Indsatserne tager udgangspunkt i et lokalområdes ressourcer, og der er fokus på både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed i initiativerne.
Konkret er der på baggrund af partnerskabsaftalen indtil videre udpeget tre aktiviteter:
- I Himmerland Boligforenings afdeling Idrætsbyen på Hadsundvej i Aalborg er der pt. omkring 60 tomme lejeboliger og man er derfor aktuelt i gang med at søges midler til et renoverings- og omdannelsesprojekt. Samarbejdet kan have perspektiver inden for såvel byggefaglige som marketing- og eventfaglige områder.
- Afsøgning af mulighederne for sammen at søge midler hos fonde og andre eksterne kilder med henblik på en større tværfaglig indsats vedrørende sundhed, boliger og boligområder, herunder eksempelvis fysisk indretning inden- og udendørs samt formidling af beskæftigelsesmuligheder og sundhedsfremmende aktiviteter til beboerne.
- Uddannelsessamarbejde på bygningskonstruktøruddannelsens 4. og 5. semester, hvor Himmerland Boligforening kan være ”fiktiv bygherre” på projekter – og mulighed for, at UCN kan følge boligforeningens udviklingsprojekt om lavenergibyggeri.
Kontakt
- Ole Nielsen, direktør, Himmerland Boligforening, tlf.nr.:
- Kristina Kristoffersen, rektor, Professionshøjskolen UCN, tlf.nr. 7269 0100