Thomas Kastrup-Larsen ansat som direktør på Professionshøjskolen UCN
Som direktør for UCN Erhverv skal Thomas Kastrup-Larsen styrke relationerne mellem Nordjyllands næststørste videregående uddannelsesinstitution og det nordjyske erhvervsliv med fokus på de særlige uddannelser, som UCN står for.
- I ansættelsesudvalget var vi enige og helt sikre i vores sag. Via sin politiske erfaring er Thomas Kastrup-Larsen en utrolig stærk profil, der kan være med til at styrke Professionshøjskolen UCN og dermed hele Nordjylland. Som vidensinstitution er vi helt afhængige af at kunne skabe gennemslagskraft og være synlige både regionalt og nationalt, og her har Thomas Kastrup-Larsen stærke erfaringer og et solidt netværk at trække på, siger formand for ansættelsesudvalget rektor Kristina Kristoffersen og fortsætter:
- Samtidig har han en bred viden om innovation, som netop er et af UCN’s særkender. I samtalerne fik vi en klar oplevelse af, at Thomas Kastrup-Larsen er i stand til hurtigt at sætte sig ind i vores vigtige dagsordener og driftsopgaver og ikke mindst omstille sig til den nye rolle.
Stillingen som direktør for UCN Erhverv er nyoprettet, og Thomas Kastrup-Larsen skal stå i spidsen for både uddannelse, forskning og innovation til gavn for nordjysk erhvervsliv. Han får således ansvar for 30 forskellige uddannelser inden for teknologi og business samt en række samarbejdsområder på tværs af organisationen. Omkring 200 ledere og medarbejdere er ansat i UCN Erhverv.
Han erkender, at det er et stort spring fra rollen som borgmester, men at det netop også er hensigten.
- Efter mange år i politik har jeg følt, at jeg stod ved en korsvej, og samtidig har mit hjerte altid banket for uddannelse, udvikling og innovation. Derfor var beslutningen egentlig ikke så svær. Jeg er sikker på, at jeg kan bruge mine kompetencer til gavn for UCN, og samtidig er jeg helt klar på at træde ind i rollen som en vigtig holdspiller i en samlet ledelse for UCN, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Stor opbakning fra UCN’s bestyrelse
I bestyrelsen ser man også frem til ansættelsen af Thomas Kastrup-Larsen som ny direktør.
- Med ansættelsen af Thomas Kastrup-Larsen får vi en profil, der kan løfte UCN til at blive en endnu mere markant spiller på det erhvervsrettede område. Vi har stor tiltro til, at han kan bidrage til udviklingen af uddannelserne og UCN’s forskningskapacitet, indhentning af ekstern finansiering og kobling ind i politiske dagsordener, siger bestyrelsesformand og regionsrådsformand Mads Duedahl.
Tilsvarende positive toner lyder fra næstformand Richard Fynbo, adm. direktør for Fynbo Foods A/S.
- Thomas Kastrup-Larsen har bred indsigt i erhvervslivets ønsker og behov, og samtidig er jeg overbevist om, at han via sine mange netværk vil sikre, at UCN kommer endnu bedre rundt i hele den nordjyske region og understøtter virksomhedernes behov, siger Richard Fynbo.
Udover Thomas Kastrup-Larsens stilling var en stilling som direktør for UCN Velfærd i opslag. Den stilling kommer i genopslag i løbet af kort tid.
- De to direktørstillinger hænger meget tæt sammen, og vi havde en forventning om at kunne besætte begge stillinger samtidig. Det lykkedes ikke, men vi tager nu en runde mere, hvor vi vil skærpe profilbeskrivelsen af direktøren på velfærdsområdet med afsæt i ansættelsen af Thomas Kastrup-Larsen, siger Kristina Kristoffersen.
Kontakt
Kristina Kristoffersen
Rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100
Thomas Kastrup-Larsen
Kommende direktør for UCN Erhverv på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 2520 1500