Gå til hoved indhold

Der er grund til at finde smilene frem på UCN’s overbygningsuddannelser, hvor der igen i år er en stigning i antallet af studerende, der er optaget på uddannelserne. De 10 uddannelser med studiestart til september oplever alle god søgning. Fælles for uddannelserne er, at de er målrettet studerende, som har færdiggjort en 2-2½ årig erhvervsakademiuddannelse, og efterfølgende ønsker at læse videre til bachelorniveau.

Sidste år var stigningen på hele 19 procent i forhold til året før, og derfor havde chef for UCN Teknologi og Business Henriette Eduardsen heller ikke forventet at se en markant stigning igen i år.

- Vi har tilbudt studieplads til 372 ansøgere, hvilket er 20 procent flere end sidste år. Det er dejligt at se, at vores uddannelser er attraktive. Hvor flere vælger at bruge deres kompetencer fra erhvervsakademiuddannelserne til at gøre en forskel på arbejdsmarkedet, så der stadig rigtige mange af vores studerende, som ønsker at bruge yderligere 1½ år på at dygtiggøre sig via uddannelse. Det er vi glade for, siger Henriette Eduardsen.

Mange vil læse online

Tallene for ansøgning og optag viser blandt andet en stigende interesse for UCN’s online-uddannelser.
- Vi kan se, at vi har godt fat i online-markedet. International hospitality management og sports management har henholdsvis en fremgang på 52 % og 48 % i antallet af optagne på online-uddannelserne sammenlignet med sidste år, fortæller Henriette Eduardsen.

Efterspurgte kompetencer

Overbygningsuddannelser uddanner blandt andet til områder som digitalisering, automatisering, grøn omstilling, e-handel og turisme.
- Det er områder, hvor vi ved, at der er behov for kompetente medarbejdere i Nordjylland, hvilket også er grunden til, at vi er glade for at se den gode søgning på tværs af vores teknologi- og businessuddannelser, siger Henriette Eduardsen.

Se oversigt over uddannelserne og optaget i 2023.

For yderligere information

Henriette Eduardsen, chef for UCN Teknologi og Business
Telefon 7269 1375

Skrevet af Mette Green, UVN Kommunikation, meg@ucn.dk