Gå til hoved indhold

- Jeg kommer fra Hama, en storby i Syrien. Fordi jeg havde deltaget i demonstrationer mod regimet, var jeg nødt til at flygte, efter jeg havde været anholdt og fængslet i et stykke tid. I første omgang til Tyrkiet, hvor jeg ikke så mine forældre i ca. 2 år – og derefter her til Danmark. Min far kom herop først, og så fik hele familien familiesammenføring, fortæller Mohamed.

I dag bor han sammen med sine forældre og tre brødre i Brønderslev, hvor han på rekordtid lærte dansk, fik sin danske 9. klasses-eksamen og gennemførte gymnasiet i Brønderslev.


Til vinter bliver Mohamed Alhazwani færdig med bygningskonstruktøruddannelsen på UCN i Aalborg.

Og hvad skulle han så? Nogle gode venner og en fætter der læste til bygningskonstruktør, havde talt varmt om uddannelsen – så hvorfor ikke springe på den.

- Siden jeg var lille, har jeg interesseret mig for byggeri. Min far er også uddannet tømrer og murer, så måske det ligger lidt i familien. Men dengang jeg gik i gymnasiet, anede jeg intet om, hvad en bygningskonstruktør laver. Det fandt jeg så ud af via mine venner og min fætter, forklarer Mohamed, der i dag er 25 år.

Nu er han snart færdig med sin praktik i bygningsafdelingen i Brønderslev Kommune, hvor han lige nu er i gang med flere projekter, bl.a. et renoveringsprojekt af 16 boliger tilhørende plejehjemmet Rosengården i kommunen. Og så er der kun sidste semester tilbage, inden han er færdig.

- Det, der er fedt ved bygningskonstruktøruddannelsen, at man følger projekterne fra 0 til 100 og samarbejder med mange forskellige fagligheder. Jeg kan rigtig godt li’ at tale med mennesker, så det passer mig perfekt. Alle de fag vi bliver undervist i på skolen skal vi bruge, når vi kommer i praktik og den dag, man bliver færdig med uddannelsen, siger Mohamed.

Ved siden af studiet er Mohamed selvstændig vognmand og har sin bror og far ansat. Det helt store mål er, at hele familien får permanent opholdstilladelse og dermed kan blive i Danmark på ubestemt tid.

Med en bygningskonstruktøruddannelse er der hvert fald gode jobudsigter.

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation og Studieliv, sfm@ucn.dk