Gå til hoved indhold

Alle lærere, pædagoger og ledere drømmer om at give børn og unge de bedste betingelser for at indgå i faglige såvel som sociale fællesskaber. En kæmpe opgave, som vi aldrig bliver færdige med at løse. UCN’s nye forskningsprogram ’Samarbejde om udvikling af børns deltagelsesbetingelser og pædagogisk praksis’ skal bidrage til denne udvikling. Når børn og unge får det svært i dagtilbuddet eller skolen, når de mistrives, marginaliseres eller udskilles af de faglige eller sociale fællesskaber, så er det ofte nogle komplekse problematikker, hvor mange forhold over en længere periode har flettet sig sammen og skabt vanskelighederne.

I samarbejde med børn og forældre, forvaltninger, PPR og det pædagogiske personale i dagtilbud og skoler er der fokus på at udvikle børns deltagelsesbetingelser. Det sker blandt igennem udvikling af fællesskaber, undervisning og aktiviteter, så børnene på med forskellige forudsætninger får mulighed for at deltage og bidrage på forskellige måder.

Det nye forskningsprogram er forankret i UCN act2learn Pædagogik og læring. Ph.d. og lektor Charlotte Dyreborg Madsen er forskningsleder:

- Vi har allerede en række forskningsprojekter, hvor vi samarbejder med folk fra den pædagogiske praksis og andre forskningsinstitutioner om at udvikle fællesskaber, undervisning og pædagogisk praksis, så færre børn marginaliseres og udskilles. Vi udforsker blandt andet, hvordan man kan udvikle fællesskaber og sammentænke special- og almenpædagogikken, og hvordan lærere, pædagoger, skolens ressourcepersoner, ledere og PPR på fleksible måder kan samarbejde om at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn – særligt for de børn, som på forskellige måder har det svært.

Samarbejdet i fokus

I forskningsprogrammet arbejdes med praksisforskning, som er en forskningstilgang, hvor forskningen organiseres som et samarbejde mellem forskere og praktikere.

- Det betyder, at vi i projekterne samarbejder om at udvikle både viden og pædagogisk praksis. Vi arbejder med en udforskende tilgang, hvor både børns og voksnes forskellige perspektiver inddrages i udvikling af både problemforståelser, praksistiltag og nye samarbejdsformer, fortæller Charlotte Dyreborg Madsen.

Som eksempel på et af de igangværende forskningsprojekter nævner hun et forskningsprojekt, hvor UCN act2learn samarbejder med Hjørring Kommune og DPU, Aarhus Universitet.

- Vi samarbejder på forskellige skoler om at udvikle fællesskaber, undervisning og samarbejdsformer, for at skabe nye deltagelsesmuligheder for eleverne - især for de elever som er marginaliserede og har det svært i skolen. Konkret er jeg ude på skolerne, hvor jeg følger forskellige klasser, og sammen med elever, lærere, pædagoger, ledere og PPR udforsker vi nogle af de dilemmaer, der opstår i skolens praksis. Sideløbende holder vi forskellige møder, hvor vi deler erfaringer, overvejelser og udvikler nye tiltag.

Formålet med at samle flere projekter i et fælles forskningsprogram er først og fremmest at danne grundlaget for et styrket samarbejde med andre professionshøjskoler, universiteter, kommuner og øvrige samarbejdspartnere. Internt i UCN er programmet forankret i den pædagogiske efter- og videreuddannelse men kommer også til at samarbejde med lærer- og pædagoguddannelser samt UCN’s forskningscentre.

- Et hovedfokus for forskningsprogrammet er at arbejde i det, vi kalder videnstrekanten, hvor vi fokuserer på sammenhæng, samspil og samarbejde imellem skoler/dagtilbud, uddannelse og forskning, siger Charlotte Dyreborg Madsen.

Områdeleder i UCN act2learn Pædagogik & Læring, Mathilde Nyvang Hostrup, har store forventninger til det nye forskningsprogram og den værdi, det vil skabe.

- Professionshøjskolernes forskningsopgave er at skabe praksisnær anvendelsesorienteret viden, og det stiller særlige krav til de forskningsprocesser og -tilgange som vi arbejder med. Med vores nye forskningsprogram er vi ambitiøse og målrettede i vores fokus på at knytte forskning helt tæt på praksisudvikling og kompetenceudvikling. Forskningen i vores program skal skabe værdi for det samfund, vi er en del af – og det skal kunne give mening og anvendes direkte i pædagogers og læreres dagligdag, så det gør en reel forskel for børn og unge, siger Mathilde Nyvang Hostrup.

For yderligere information

Charlotte Dyreborg Madsen
Ph.d. og lektor
Forskningsleder
Telefon 29874373
Mail: cma@ucn.dk

Mathilde Nyvang Hostrup
Områdeleder i UCN act2learn Pædagogik & Læring
Telefon: 72 69 04 04
Mail: mnh@ucn.dk