Gå til hoved indhold

Projektet hedder ”Kvalificeret arbejdskraft til den grønne fremtid” og foregår i et samarbejde mellem Professionshøjskolen UCN, TECHCOLLEGE og EUC Nord. Det sker med støtte fra EU’s Socialfond Plus og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på 7 millioner kroner.

 - Med projektet sætter vi grøn omstilling på dagsordenen i små og mellemstore virksomheder via uddannelse og virksomhedssparring. Formålet er at opkvalificere medarbejdere inden for f.eks. ledelse, produktion, og byggeri, så vi får flere medarbejdere, der kan bidrage til at mindske klima- og miljøbelastningen, fortæller Thomas Fisker Nielsen, områdeleder i UCN act2learn erhverv.

Nordjylland er en relativt industritung region. I regionen har man et mål om at være Danmarks grønne energiregion og dermed være selvforsynende med grøn energi i 2040. Men samtidig er der relativt få, som i dag har såkaldte grønne jobs. Det gælder kun mellem 1,5 og 3 pct. af nordjyderne, hvilket er lavere end resten af Jylland, viser den seneste FremKom-analyse.

En undersøgelse fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse viser desuden, at 40 pct. af de små og mellemstore virksomheder ikke er kommet i gang med den grønne omstilling endnu.

Grønnere indkøb hos Foamico

Konkret skal projektet opkvalificere faglærte, ufaglærte eller voksne unge i aldersgruppen 18-29 år med en gymnasial uddannelse med formel uddannelse. Der er således tale om en hel uddannelse og ikke kun moduler.

Én af de virksomheder, der nu får glæde af ordningen, er Foamico fra Nørresundby. Virksomheden leverer rengøringsudstyr til fødevareindustrien, og her skal procurement manager Christian Kriegsbaum Mogensen snart på skolebænken. Han står for alle virksomhedens indkøbsprocesser.

 - Vi tænker meget over, hvor meget energi vi bruger i vores anlæg, og hvordan vi gør det så effektivt som muligt. Både i forhold til selve teknologierne, men også i udviklingen af f.eks. vores design, og hvordan vi producerer det så bæredygtigt som muligt. Her spiller indkøb af materialer naturligvis en stor rolle. Det kan være alt lige fra slanger til rustfrit stål, forklarer Kevin Lemm, COO hos Foamico.

Christian Kriegsbaum Mogensen er uddannet speditør, men med hjælp fra projektet får han nu en hel akademiuddannelse, hvor der bl.a. er fokus på bæredygtig forretningsforståelse og ledelse af bæredygtig udvikling.

Dermed bliver han den første i virksomheden, der har en efteruddannelse med særligt fokus på bæredygtighed, men Kevin Lemm forventer, at der snart skal sendes flere medarbejdere af sted.

Læs mere om projektet på UCN’s hjemmeside.

Mere info

  • Thomas Fisker Nielsen, områdeleder i UCN act2learn erhverv, tlf.nr.: 7269 1615
  • Kevin Lemm, COO i Foamico, tlf.nr.: 5377 2276

Skrevet af Silas Mühlbach, UCN Kommunikation, sfm@ucn.dk