Kvote 2: UCN modtager godt 3.500 ansøgninger
Ud af de mange ansøgninger har 1.521 én af UCN’s uddannelser som deres 1. prioritet. Det er godt 10 procent færre end sidste år, og det vækker bekymring hos rektor Kristina Kristoffersen.
- Vi er rigtig glade for alle ansøgningerne, men vi er også bekymret for den udvikling, vi ser i ansøgertallene, hvor vi igen i år ser et fald, ligesom man gør flere andre steder i landet. Uddannelse har alle dage været en god investering, og samfundet efterspørger i høj grad de fag, som vi uddanner til. Det gælder f.eks. det nordjyske sundhedsvæsen, vores skoler, dagtilbud og det specialiserede område samt ikke mindst erhvervslivet her i Nordjylland, bl.a. inden for IT og den grønne omstilling.
Én af forklaringerne på faldet er ifølge UCN’s rektor, at der har været ledige studiepladser på flere af professionshøjskolens store uddannelser med studiestart denne vinter.
- For første gang i mange år har der været ledige studiepladser på bl.a. uddannelserne til pædagog, sygeplejerske og datamatiker med vinterstudiestart. Vi kan se, at rigtig mange har benyttet sig af den mulighed. Alene på pædagoguddannelsen er omkring 200 nye studerende kommet ind via en ledig studieplads her til vinter. De ville normalt have søgt nu for at kunne få en plads til sommer eller næste vinter, forklarer Kristina Kristoffersen.
En anden årsag kan være, at der er færre unge i Nordjylland i alderen 17-25 år sammenlignet med for fem år siden, og den udvikling fortsætter de kommende år.
Styrker samarbejde med ungdomsuddannelser
Selvom kvote 2-fristen er overstået, er der stadig gode muligheder for at søge, hvis man gerne vil ind på én af UCN’s over 40 forskellige uddannelser. Derfor opfordrer Kristina Kristoffersen også alle interesserede til at gribe chancen og søge ind via kvote 1 til sommer.
- Alle vores uddannelser er kendetegnet ved, at man som studerende er i tæt kontakt med virkeligheden og det arbejdsmarked, man bliver uddannet til – igennem hele studietiden. Det er attraktive uddannelser, som er med til at gøre en forskel for hele Nordjylland. Det skal vi have endnu flere unge til at få øjnene op for, og derfor har vi også styrket samarbejdet med ungdomsuddannelserne, så vi løfter i flok, fortæller Kristina Kristoffersen.
Det styrkede samarbejde betyder, at UCN’s undervisere og studerende i højere grad vil komme ud på bl.a. gymnasier og handelsskoler og stå for undervisning og workshops, og at flere elever fra de nordjyske ungdomsuddannelser besøger UCN i form af forskellige typer brobygningsforløb.
28. juli får alle ansøgerne i kvote 2 besked om, hvorvidt de er blevet optaget på én af UCN’s uddannelser.
Fakta om kvote 2 på UCN
- I kvote 2 optages ansøgerne med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen og ansøgere der har suppleret deres gymnasiale eksamen med andre aktiviteter.
- Sidste år søgte mere end halvdelen af alle UCN’s ansøgere via kvote 2, og derfor er ansøgertallene sædvanligvis et godt fingerpeg om den samlede søgning, der gøres op 5. juli, når ansøgningsfristen i kvote 1 udløber.
- På de fleste af UCN’s uddannelser optages 50 pct. af ansøgerne via kvote 2. Enkelte uddannelser optager 100 pct. via kvote 2.
- I kvote 1 optages ansøgere alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Der er ansøgningsfrist via kvote 1 den 5. juli.
- 28. juli får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er blevet optaget på en uddannelse.
Kontakt:
- Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100