Debat: Skal du ”bare” være pædagog?
Af Anne Krogh, uddannelseschef for pædagoguddannelsen, Professionshøjskolen UCN
Morten Thiesen, Rådmand for Børn og Unge, Aalborg Kommune
Nuuradiin S. Hussein, Rådmand for Job og Velfærd, Aalborg Kommune
”En pædagog er vel bare en, der passer andre folks børn, mens de selv er på arbejde”. Fordomme er der masser af – også når det kommer til hvad det vil sige at arbejde som pædagog.
Hvis du spørger de studerende på pædagoguddannelsen, så vil der uden tvivl være en gruppe, som er blevet mødt med kommentarer i stil med overskriften på dette indlæg: Skal du ’bare’ være pædagog?
Særligt unge med høje karakterer fra deres ungdomsuddannelse kan møde andres forventninger om, at de skal ’bruge deres gode snit til noget’. Altså søge ind på uddannelser, hvor karakterkravet er højt.
Man kan naturligvis se uddannelse som noget, hvor det vigtigste mål er at udnytte de højst mulige karakterer, men erfaringen er, at man bliver bedst til det, som man interesserer sig for. Det virker ret godt at vælge med hjertet. Så inden du afskriver pædagogfaget som en mulig karrierevej for dig selv, dine venner, dine elever, dine børn - så overvej lige en ekstra gang. Ikke blot fordi vi som samfund har brug for flere dygtige pædagoger, når vi skal udvikle velfærden og skabe livsduelige børn og voksne. Men for at gribe muligheden for at gøre en varig forskel i andre menneskers liv gennem jobbet som pædagog.
Vi skal hylde forskellighederne
De færreste tænker over de mange nøgleroller, som pædagoger løser i samfundet. Pædagogerne dækker en meget bred vifte af opgaver med mennesker i alle aldre. Pædagoger bliver uddannet til at skabe tryghed, trivsel, fællesskaber, læring og udviklingsmuligheder i menneskers liv. Pædagoguddannelsen er en uddannelse på videregående niveau i lighed med uddannelser til sygeplejerske, lærer og andre professionsbachelorer.
Stort set alle danske børn går i dagtilbud. Dermed er der et enormt potentiale for pædagogisk at understøtte børns læring og udvikling og bidrage til at give børn lige livsmuligheder uanset deres sociale baggrund. Det stiller høje krav til medarbejdernes kompetencer. De skal lære forskningsviden indenfor pædagogik, kommunikation og sundhed i et mix af viden indenfor kunst, musik og idræt. Pædagoger skal ikke blot have kendskab til pædagogiske tilgange og metoder men også kunne udføre det pædagogiske arbejde på højt niveau. Det er afgørende, at pædagogerne er veluddannede. Forskningen viser også, at børn, som har gået i velbemandede daginstitutioner med uddannet pædagogisk personale, klarer sig bedre i folkeskolen og senere på arbejdsmarkedet.
Udover i daginstitutioner udfører de et stort arbejde for børn og unge i vores skoler og fritidstilbud. De fungerer som pædagogiske familierådgivere for børn og voksne, der har brug for at genskabe balancen i familielivet. De møder de unge på gaden, der er på vej ud i uhensigtsmæssige fællesskaber. De arbejder med at give mennesker med funktionsnedsættelser selvbestemmelse og deltagelsesmuligheder i deres eget liv og mulighed for at bidrage til fællesskab. De hjælper dem, der på grund af sygdom eller misbrug er faldet uden for fællesskabet.
Kort sagt: Vi møder alle pædagoger i vores liv. Dygtige pædagoger er helt afgørende for velfærden i Danmark.
Derfor er der også brug for, at mangfoldigheden afspejles i dem, der søger ind på pædagoguddannelsen. Mangfoldighed i køn, baggrund og interesser. For de kommer til at agere rollemodeller for de kommende generationer. Vi skal vække interesse for pædagogfaget tidligt – det kan være ved at få indblik i arbejdet som pædagog allerede gennem praktikken i folkeskolen.
Vi har som samfund brug for at uddanne flere pædagoger for at undgå den mangel på pædagogisk personale, som ligger i kortene. Det skal ske gennem den traditionelle pædagoguddannelse, men også ved at flere benytter det nye tilbud om en merituddannelse målrettet dem, der ønsker et sporskifte i deres arbejdsliv. Voksne der allerede har en anden uddannelse i bagagen og nu ønsker at blive uddannet om pædagog. Det kan forhåbentlig tiltrække flere til faget og samtidig komme både kollegaer og børn til gode, når medarbejderne kommer med forskellig erfaring i rygsækken.
Så glem alt om at pædagoger ’bare’ passer børn. De indtager en nøglerolle i udviklingen hos de børn, unge og voksne, de møder i deres virke. Et arbejdsliv med store faglige udfordringer og et væld af karrieremuligheder.