Gå til hoved indhold

Som direktør for UCN Velfærd får Annette Secher blandt andet ansvaret for alle UCN’s sundhedsuddannelser samt pædagoguddannelsen og læreruddannelsen, og hun får ansvaret for at sikre, at UCN’s uddannelser, forskning og udvikling bidrager bedst muligt til at imødekomme de store rekrutterings- og udviklingsbehov inden for sundhedsvæsenet, folkeskoler, dagtilbud og social-specialområdet.

Formand for ansættelsesudvalget, rektor Kristina Kristoffersen, ser frem til det nye samarbejde.
- Annette Secher har en meget stærk og bred erfaring fra det kommunale område, og samtidig er hun en stærk og markant ledelsesprofil, som vil kunne bidrage til, at UCN også i fremtiden kan gøre sig gældende. Som vidensinstitution med ansvar for at uddanne arbejdskraft og sikre viden til hele Nordjylland er vi afhængige af at kunne trænge igennem både regionalt og nationalt, og her har Annette Secher stærke erfaringer og netværk at trække på. I ansættelsesudvalget var vi enige om, at hun er den helt rigtige profil til at gå ind i den spæn-dende udvikling, som UCN står over for, siger Kristina Kristoffersen.

Annette Secher tiltræder 1. august stillingen som direktør for UCN Velfærd.

Stillingen som direktør for UCN Velfærd er nyoprettet, og Annette Secher skal stå i spidsen for både uddannelse og forskning med fokus på behovene i både regioner og kommuner. Hun får dermed et bredere fokus end i sin hidtidige kommunale karriere, hvor hun har haft mange forskellige lederposter inden for ældre- og omsorgsområdet.

- Jeg har i mange år arbejdet i det felt, som aftager dimittender fra professionshøjskolerne, og jeg glæder mig enormt til at komme til at arbejde med uddannelse og kompetenceudvikling. Jeg tror på, at samarbejdet på tværs er afgørende, hvis vi skal løse de rekrutteringsudfordringer, vi står med på velfærdsområdet. Jeg ser frem til at indgå i UCN’s direktion, og føler mig godt rustet til den nye rolle via min ledelseserfaring og indsigt i behovene i både kommuner og regioner, siger Annette Secher.


Formand for UCN’s bestyrelse, regionsrådsformand Mads Duedahl, fremhæver, at Annette Secher med sin brede kommunale erfaring vil være i stand til at styrke UCN’s relationer til hele den offentlige sektor.
- Annette Secher har en stærk ledelseserfaring og et godt strategisk blik, som kan hjælpe Nordjyllands stemme med at blive hørt både i den uddannelsespolitiske debat og i forhold til regioner og kommuner, siger bestyrelsesformand og regionsrådsformand Mads Duedahl.

Annette Secher tiltræder 1. august. Den anden direktørstilling med fokus på erhvervsområdet er tidligere blevet besat af Thomas Kastrup-Larsen, som tiltrådte 1. juni.

For yderligere information

Kristina Kristoffersen
Rektor på Professionshøjskolen UCN, tlf.nr.: 7269 0100

Annette Secher
Kommende direktør for UCN Velfærd på Professionshøjskolen UCN, tlf. 2182 0563

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation, meg@ucn.dk