Vi udvikler Nordjylland sammen med dig
Nordjylland er som resten af Danmark kendetegnet af store forandringer.
Viden, læring og innovation får en stadig større betydning for samfundsudviklingen. Der er brug for, at alle tager ansvar i det regionale og globale økosystem af virksomheder, institutioner og organisationer, der arbejder tæt sammen om at udvikle Nordjylland for nutiden og for fremtiden.
UCN skal stå stærkt i det regionale og nationale billede, tage ansvar og bidrage til at finde en vej ud af de dilemmaer og udfordringer, vi som samfund står overfor. UCN skal sammen med vores studerende og andre aktører skabe løsninger og udnytte potentialer, uanset om vi taler grøn omstilling, bæredygtighed i bred forstand, forsvar og sikkerhed, digital og teknologisk udvikling eller trivsel og sundhed blandt børn, unge og ældre. Det gør os til en væsentlig samfundsaktør.
Det sker først og fremmest ved, at vi uddanner og videreuddanner kompetente professionelle inden for en lang række sektorer. Kompetente professionelle, som kan skabe forandring og forbedring på både kort og langt sigt. Men vi skal mere end at uddanne. Via forskning, innovation og udvikling skaber vi ny viden sammen med praksis og aktiverer den til gavn for Nordjylland.
Alt det kan du læse mere om i denne strategi 2030.
Strategien er en væsentligt fornyet og opdateret strategi. Vi har præciseret vores vision, så den rammesætter den vidensinstitution, vi ønsker at være i 2030. Vi arbejder stadig ud fra samme mission: ”Vi udvikler Nordjylland sammen med dig”. Men under denne mission har vi udviklet nye ambitioner og målsætninger og sætter dermed en endnu skarpere retning for UCN som samfundsaktør.
UCN er optaget af relationen. Relationen til de studerende, til samarbejdspartnere, til Nordjylland og til nationale og internationale vidensmiljøer. Relationen er kernen i ”sammen med dig”. UCN kan og vil ikke gøre noget alene. Vi gør det altid for og med andre.
Læs strategien som en åben invitation og en udstrakt hånd til samarbejde. Til studerende, uanset om du er i gang med din grunduddannelse eller videreuddannelse, til samarbejdspartnere, til Nordjylland og til omverdenen.
Vi glæder os til at skabe resultaterne sammen.
Mission
Vi udvikler Nordjylland sammen med dig.
Vision
Vi er en vidensinstitution, der gennem uddannelse, forskning og innovation skaber bæredygtige løsninger til samfundet. Vi uddanner morgendagens professionelle. Vores viden er anvendelsesorienteret og udvikles gennem stærke partnerskaber, lokalt og globalt. Vi fremmer livslang læring og former fremtidens professioner og erhverv gennem et engageret samarbejde med studerende og professionelle.
Kristina Østergaard Kristoffersen
Rektor
Mads Duedahl
Bestyrelsesformand