Gå til hoved indhold

Adjunkt eller lektor på UCN

Du vil blive en del af en praksisnær uddannelses- og vidensinstitution, hvis mission er at udvikle Nordjylland. Du vil opleve, at du kan gøre en forskel for vores studerende og den profession eller det erhverv, du brænder for.

Du får mange typer af opgaver. Du kommer til at udvikle, tilrettelægge og gennemføre professions- eller erhvervsrettet undervisning på både grunduddannelser og efter- og videreuddannelser. Samtidig indgår du i UCN's udviklingsopgaver, herunder praksisnær forskning. Din hverdag bliver derfor præget af stor afveksling og mange samarbejdsflader både internt i UCN og eksternt rettet.

Hør mere om jobbet fra underviserne selv

UCN's adjunktforløb: Sådan kan du uddanne dig til lektor

Med en fastansættelse som adjunkt, træder du ind i en uddannelsesstilling, hvor du i løbet af de første fire år skal kvalificere dig til at blive lektor. Med en positiv lektorbedømmelse overgår du til en fast lektorstilling og lektorløn. Er du allerede lektorbedømt i 2013 eller senere, vil du blive ansat direkte i en lektorstilling.

I forbindelse med dit uddannelsesforløb som adjunkt indgår du i UCN’s adjunktforløb, som giver dig mulighed for at udvikle dine kompetencer som underviser og forskningsmedarbejder. Forløbet klæder dig ligeledes på til at skrive en lektoranmodning, der skal bedømmes af et eksternt bedømmelsesudvalg.

UCN’s adjunktforløb består af en indledende adjunkt-camp, hvor du sammen med kolleger på tværs af hele UCN, bliver introduceret til adjunktstillingen på en professionshøjskole. Herefter kommer du til at indgå i tre forskellige aktionsforløb, som sætter fokus på din udvikling inden for hhv. undervisning (kriterie a), forskning og udvikling (kriterie b) samt internationalisering (kriterie c). 

Lektorbedømmelseskriterier

I en lektoranmodning på 40 normalsider skal du som adjunkt redegøre for, at du:

  • Selvstændigt kan udvikle, tilrettelægge og gennemføre erhvervs- eller professionsrettet samt udviklingsbaseret undervisning. Undervisningen på erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelser samt efter- og videreuddannelse skal inddrage faglige elementer og refleksioner over disse, samspillet mellem teori og praksis samt indsigt i erhvervets eller professionens udøvelse og udvikling,
  • Er i stand til selvstændigt og innovativt at arbejde med institutionens udviklingsopgaver, herunder både udvikling af erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelser, efter- og videreuddannelse, erhvervs- eller professionsudvikling i praksis, samt forsknings- og udviklingsaktiviteter, og
  • Er i stand til at inddrage relevant international forskning og/eller internationale udviklingstendenser inden for erhvervet eller professionen i arbejdet.