Studerende udforsker bæredygtige materialer i byggeprojekt
Bygningskonstruktøruddannelsen på UCN har i flere år sat fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. På uddannelsen udfordrer man også de studerendes kompetencer ved at sætte fokus på bæredygtighed i deres opgaver. Det kan Daniel Thrysøre Birkkjær, Julia Lisowska, Mikkel Jon Christensen og Søren Levisen, som går på 4. semester, nikke genkendende til.
I løbet af semesteret skulle de projektere et byggeri på 10 etager, der kun udleder 8 kg CO2 pr. kvadratmeter pr. år. Det er en del under de 12 kg CO2, som i dag er standardkravet for nybyggede etageejendomme.
”Da vi hørte om opgavens bæredygtighedskrav, fik vi virkelig brug for den læring, vi havde fået fra undervisningen om livscyklusanalyse, materialers funktionalitet og deres påvirkning på miljøet.” siger gruppen.
Det er væsentligt, at de studerende kan beregne, hvor meget materialerne påvirker byggeriets CO2-udledning for at kunne påvise, at byggeriet lever op til de krav, der bliver stillet. Bæredygtige materialer kan dog være med til at øge byggeriets omkostninger. Derfor skal Daniel, Julia, Mikkel og Søren også vurdere, hvor meget CO2-besparelserne forhøjer byggeriets budget.
Forbehold ved anderledes materialevalg
I sidste ende valgte gruppen at bytte flere standard-materialer ud med et mere bæredygtigt alternativ. Deres byggeri har for eksempel en konstruktion primært af træ, fordi det har en negativ CO2-påvirkning. De har også brugt alternativ isolering og en ny cementtype til etagedæk, som begge har en lavere udledning af CO2.
Når de studerende vælger alternative materialevalg, kommer der nye forbehold, som de skal overveje. Det er bl.a. om materialerne kan sikre bygningens stabilitet og sikkerhed.
”Det er svært at bygge etageejendomme i træ. For det første er materialet ikke stift nok i sig selv, så vi var nødt til at tilføje kerner i beton for at afstive konstruktionen. For det andet er træ brandbart, hvilket kan øge omkostningerne til at gøre bygningen brandsikker.” tilføjer gruppen.
Grunden til, at gruppen skal tage forbehold for omkostninger til brandsikkerhed skyldes, at konstruktioner i træ ikke er en præ-accepteret løsningen i byggereglementet. Det vil sige, at bygninger med denne løsning skal hente eksperter og udføre brandtests for at blive godkendt.
Krav om bæredygtighed satte gang i refleksionerne
Daniel, Julia, Mikkel og Søren er ikke i tvivl om, at bæredygtighed er et vigtigt emne både på uddannelsen og i branchen. De synes også, at det har været en sjov – og udfordrende – opgave at arbejde med, fordi der er mange parametre at tage højde for.
”Det er svært at projektere et byggeri, der både lever op til høje bæredygtighedskrav, overholder alle lovkrav i bygningsreglementet og fastholder en konkurrencedygtig pris. Især når bæredygtige materialer ikke er tænkt ind i standard godkendelsesprocedurer.” siger gruppen
Det er en udfordring, som har udviklet deres kompetencer og fået dem til at tænke i nye baner, som de kan bruge i resten af deres studietid og når de skal ud i praksis.
”Opgaven har givet os en dybere indsigt i bæredygtigt byggeri. Det kan vi forhåbentlig bruge til at komme med nye løsninger til branchen eller til at lave nye præ-accepterede løsninger indenfor for eksempel brandsikkerhed.” siger gruppen.