Studerende lærer om bæredygtige forretningsmodeller gennem gamification
Som studerende får du ofte udleveret en tekst om en bestemt teori, som du skal læse, så du på næste undervisningstime kan arbejde med teorien. Hvis teorien er kompleks, kan det dog være svært at omsætte det til praksis – for hvor skal man lige starte?
Den problemstilling har Jan Glæsner Kyhnau, underviser på uddannelsen til markedsføringsøkonom, prøvet at gøre op med ved i samarbejde med UCN Innovation at udvikle brætspillet ”Doing Good Business Game”. De studerende spiller altid spillet med udgangspunkt i en virksomhed, så de lærer at anvende teorier om bæredygtig forretningsudvikling og den tredobbelte bundlinje i praksis.
”Spillet bryder teorien ned i mindre dele og giver de studerende et sted at starte. Det gør det nemmere for dem at komme i gang med at skabe en forretningsmodel, som er brugbar for virksomheder,” siger Jan.
Det miljømæssige og sociale lag er i fokus
På uddannelsen til markedsføringsøkonom har de studerende i mange år lært om forretningsudvikling gennem værktøjet Business Model Canvas. Værktøjet stiller skarpt på økonomien i forretningen, men det inddrager ikke de bæredygtige udfordringer, som virksomheder i dagens samfund står overfor.
”Det er ikke længere nok kun at fokusere på den økonomiske bundlinje. De studerende skal lære at komme med idéer, indføre processer og skabe resultater, der også giver værdi på de miljømæssige og sociale aspekter,” fortæller Jan.
Doing Good Business Game er baseret på en model af forskerne Alexandre Joyce og Raymond Paquin, der sætter fokus på bæredygtig udvikling i virksomheder.
Forskerne Alexandre Joyce og Raymond Paquin har videreudviklet Business Model Canvas ved at tilføje to ekstra lag til værktøjet: ét til det miljømæssige perspektiv og én til det sociale perspektiv. På baggrund af det har Jan designet to spilleplader, hvor de studerende arbejder med de to lag. På den måde lære de at udvikle forretningsmodeller, der også er gode for miljøet og samfundet.
Foruden spillepladerne til det miljømæssige og det sociale, har Jan tilføjet en tredje plade til spillet. På den plade skal de studerende koble deres forretningsmodel op på FN’s 17 verdensmål ved at diskutere, hvilke mål, delmål og handlinger, der er relevante for deres virksomhed.
Andre uddannelser kan bruge spillet
Kompetencer til at udvikle bæredygtige forretningsmodeller er ikke kun relevant for fremtidens markedsføringsøkonomer. Studerende fra andre uddannelser kan også udnytte brætspillet. Da spillet kræver, at spillerne har kendskab til Business Model Canvas på forhånd, tilbyder Jan – udover at facilitere spillet - også at undervise i emnet, inden de studerende finder spillepladerne frem.
”Jeg har for eksempel været ude at lære vores digitale konceptudviklere om forretningsudvikling, hvor de efterfølgende skal prøve spillet for at få det bæredygtige perspektiv med,” fortæller Jan begejstret.
Siden spillet blev færdigproduceret, har Jan deltaget på konferencer i udlandet, hvor brætspillet har fået opmærksomhed fra internationale fagfolk. Derudover er spillet i brug på to hollandske universiteter, og flere europæiske universiteter er interesseret i at købe det til deres studerende. Spillet og teorien bag det kommer også til at indgå i en international lærebog om undervisning i bæredygtige forretningsmodeller.
Selvom Doing Good Business Game allerede er i spil på andre uddannelsesinstitutioner, er Jans forhåbning, at stadig flere studerende i Danmark og udlandet kan bruge spillet til at lære at skabe forretningsmodeller, der bidrager positivt til virksomheders bæredygtige udvikling.