Forstå dine stressreaktioner – og gør noget ved dem
Langt de fleste mennesker har på én eller anden måde været i berøring med stress, enten som ramt, som pårørende eller professionel. Mange har oplevet den magtesløshed, der kan følge med, når stressen tager over og kommer til at styre menneskets liv. På dette kursus sættes der dels fokus på at forstå ”stress-uhyret”, men i høj grad også på, hvordan vi som mennesker kan tage stilling til og arbejde hen imod noget ønskeligt og meningsfuldt i vores liv frem for at leve livet som en kampzone, hvor ”stress-uhyret” enten skal undgås eller bekæmpes.
Målgruppe
Kurset henvender sig til alle, der på én eller anden måde har haft berøring med stress, f.eks. som stressramt, pårørende til stressramt eller professionel, der arbejder med stressramte.
Formål
Formålet er at deltagerne bliver i stand til at forstå og identificere stressreaktioner, og der ud fra får ”redskaber” til at hjælpe sig selv og hinanden med at forebygge og håndtere stress.
Indhold
Undervisningen vil fokuser på, hvad der sker i hjernen ved stress og stresshåndtering på et meget enkelt og forståeligt niveau og der vil være fokus på en række af forskellige tilgange til forebyggelse og håndtering af stress.
Kurset omfatter 3 sammenhængende undervisningsdage á 6 lektioner, men vi kan tilpasse indhold og sammensætningen af undervisningsdage, så det matcher jeres udfordringer og dagligdag.
Undervisningsform
Kurset er en blanding af oplæg, øvelser og fælles drøftelser. Undervisningen kan foregå på en af UCN's adresser eller hos jeres organisation uanset i landet I har base.
Underviser
Mette Wraagaard Ingstrup, Psykolog, sygeplejerske og lektor ved Neuropædagogisk Kompetencecenter, UCN, Hjørring