Gå til hoved indhold

Første lederjob kan være overvældende. Det kan også være svært at vide, om drømmejobbet egentlig er inden for ledelse, når man ikke har prøvet det. Derfor her Frederikshavn Kommune i samarbejde med UCN act2learn udviklet forløbet 'Lyst til ledelse', hvor ansatte får lov til at prøve kræfter med ledelse i praksis og afprøve, om ledervejen er noget for dem.

Vigtigt skridt på vej på lederjobbet

For Majbritt Degn Kallehauge var forløbet ’Lyst til ledelse’ en vigtig trædesten til hendes nuværende job som pædagogisk leder af Børnehuset Brolæggervej i Sæby. Da hun i 2023 blev tilbudt at deltage i uddannelsesforløbet takkede hun ja, selvom hun ikke havde gjort sig en masse tanker om lederambitioner. For udvikling er jo altid velkommen. Omstændighederne ville, at kort inde i forløbet blev Majbritt konstitueret som leder i børnehuset, da hendes leder fik nye udfordringer.

- Selvfølgelig kan man ikke lære alt på forløbet, men man står meget stærkere efter sådan et forløb. Det handler om det personlige lederskab, og uddannelsen har helt klart givet mig faglige værktøjer der gør, at jeg stiller mig selv spørgsmål på en anden måde, end hvis jeg ikke havde været på forløbet. Det giver en ballast, så alt ikke skal gøres på mavefornemmelser, siger Majbritt Degn Kallehauge.

Hun fremhæver især, at undervisning, opgaver og sparring er fordelt over en periode på knap otte måneder, da det giver tid til fordybelse og til at teste den nye viden af i praksis. Majbritt er ikke i tvivl om, at forløbet hos UCN act2learn har været med til at sikre, at hun havde mod til at springe ud i det, da muligheden for at blive fastansat som pædagogisk leder i afdelingen bød sig.

Majbritt Degn Kallehauge er efter afslutningen af kursusforløbet blevet fastansat som pædagogisk leder.

Kunsten at rekruttere ledere

Gitte Højbjerre er chef for Center for Dagtilbud og Børnesundhed og en del af styregruppen bag tiltaget om lederudvikling. Hun forklarer, at der primært er to grunde til, at man har prioriteret at sende medarbejdere på forløbet og også planlægger nye hold i fremtiden.

- Det er en måde at rekruttere ledere, hvilket vi på flere områder har haft svært ved. Det er samtidig med til at skabe karriereveje i vores egen kommune, siger Gitte Højbjerre.

Hun tror på, at det har stor værdi at sende medarbejderne afsted på et forløb, der er skræddersyet til kommunen. Derned bliver det målrettet netop medarbejdere, der er helt nye i ledersammenhæng eller endnu ikke har ledelseserfaring, og der dannes samtidig netværk på tværs af kommunen i form af læringsgrupper, der giver mulighed for sparring med ligesindede.

- Det gør en forskel for os, når vi skal ansætte nye ledere, vi ved har været på vores egne forløb, siger centerchefen og forklarer, at de dermed ved, at den nye leder har erfaring med at arbejde med praksisnære cases og dermed er bedre klædt på til det nye ansvar.

Gitte Højbjerre håber, at forløbet kan gøre det nemmere at rekruttere ledere afdelinger på tværs af hele kommunen.

Kurset blev pludselig personligt

Thomas Kristiansen har med forløbet fået en grundviden der gør, at ambitioner om ledelsesansvar, kunne være noget han ville afprøve ude i fremtiden – uden at være specifik i forhold til hvor og hvornår. Han er ansat som socialrådgiver i Jobcenter Frederikshavn og skyndte sig at slå til, da han fik mulighed for at komme på forløbet ’Lyst til ledelse’.

Han oplevede, at forløbet var designet til at tage højde for den største udfordring med lederuddannelse til medarbejdere, der til dagligt ikke har lederansvar – nemlig at koble den nye viden til praksis.

- Det kan være vanskeligt at blive lukket ind i maskinrummet og prøve kræfter med ledelse, men det har været en vigtig del af forløbet. Jeg fik blandt andet lov til at være ind over noget med økonomi og fremlæggelser, hvor jeg ellers ikke har min daglige gang.

Ledelse handler i bund og grund om mennesker, og Thomas Kristiansen fandt da også hurtigt ud af at uddannelsesforløbet ikke kun var et spørgsmål om ny faglig viden og opgaveløsning.

- Jeg har aldrig været på så hårdt arbejde med egen udvikling. Jeg nåede både at blive meget usikker og meget sikker på mig selv mange gang undervejs, fortæller Thomas og uddyber det med, at han var nødt til at kigge indad for at finde ud af, hvilken leder ham drømmer om at blive, og det derfor hurtigt blev meget personligt.

Thomas Kristiansen oplever, at forløbet har været med til at gøre ham mere afklaret i forhold til egne ambitioner på lederfronten.

Vil du videre om lederuddannelse?

Hos UCN act2learn har vi stor erfaring i at sammensætte målrettede ledelsesforløb til organisationer og virksomheder.

Kontakt os for at høre mere om, hvordan vi kan sammensætte forløb til jeres behov

Birgitte Nørgaard Jensen, udviklingskonsulent
Mail: bin@ucn.dk 
Tlf: 7269 1739  

Skrevet af Mette Green, UCN Kommunikation og Studieliv, meg@ucn.dk