I Aarhus vil de koble deres kompetencer
Det er ikke nogen simpel opgave at få medarbejdere på tværs af afdelinger og faglige kerneområder til at kende hinandens kompetencer og drage nytte af dem til fordel for borgerne. Derfor har social- og beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune valgt at sætte ind med efteruddannelse i form af det, de kalder en ambassadøruddannelse. Tanken er, at udvalgte medarbejdere skal have mandat til at udfordre systemet indefra, og dermed nedbryde barrierer og styrke de tværfaglige samarbejder på tværs af afdelinger.
I løbet af 2024 står UCN ac2learn for at gennemføre tre forløb, hvor der arbejdes med netop det. Det kaldes også for koblingskompetencer og handler i store træk om, at selve samarbejdet og evnen til at koble hinandens viden og kunnen sammen er en kompetence i sig selv.
Fælles dagsorden
Det første forløb er afsluttet, og en af deltagerne var Kim Overgaard Sørensen, der er afdelingsleder på Toppen, som er et specialpædagogisk døgntilbud til børn og unge, der har udviklingsforstyrrelser, autismespektrumforstyrrelser eller lignende vanskeligheder. Han har især oplevet, at de har gavn af at samarbejde tæt med de anbringelseskonsulenter, som håndterer anbringelsessagerne.
- Som en del af forløbet har vi lavet forskellige prøvehandlinger, og en af dem er, at vi har såkaldt ’fremskudt myndighed’, hvor en af anbringelseskonsulenterne sidder ude hos os en dag hver anden uge. Det giver en større forståelse for deres arbejde, og de får indsigt i vores hverdag. Det giver noget, når alt ikke skal foregå via mail, fortæller Kim Overgaard Sørensen.
Som en udløber af forløbet har de også øget fokus på at have fælles møder afdelingerne imellem, hvor der er plads til en fælles dagsorden, som ikke nødvendigvis handler om konkrete sager.
- Vi slipper aldrig helt for en vis kassetænkning også på grund af økonomien. Men jo bedre vi forstår hinanden desto bedre kan vi løse den komplekse opgave, mener afdelingslederen.
Han sætter derfor også pris på at have været på kursusforløbet sammen med samarbejdspartnere fra andre steder i organisationen.
Undgå kastebolde
En anden deltager fra kursusforløbet om koblingskompetencer er Amina Yousfi Skov, der til dagligt arbejder som vejleder for voksne borgere, der opsøger støtte på grund af eksempelvis psykiske lidelser, kriser, misbrug eller andet. Hun er ansat i Åben Fleksibel Rådgivning i Center for Forebyggelse og Rehabilitering, hvor hun ofte får rollen som bindeleddet mellem specialiserede kolleger i andre tilbud.
- Aarhus er en specialiseret kommune, hvor afdelingerne tager sig af meget specialiserede områder. Vi er et bredt tilbud, som bryster os af at være generalister. Fordi vi har en tværgående funktion, har vi rigtig mange snitflader til andre afdelinger. Det kan være borgere, der kommer hos os, også har kontakt med jobcenteret eller andre afdelinger i kommunen, siger Amina Yousfi Skov.
For Amina har det givet god mening at arbejde med koblingskompetencer og styrket samarbejde. Det har været med til at rette fokus på betydningen af kommunikationen med kolleger og samarbejdspartnere, hvilket nemt kan blive glemt i en travl hverdag.
- Jeg er blevet mindet om, at det ikke er uhøfligt at stille spørgsmål til arbejdet i andre afdelinger og spørge ind til en kollegas opgaver – det er faktisk meget professionelt, giver hun som eksempel.
Hun var på forløbet sammen med en kollega fra rådgivningen men fik desuden hele afdelingen til at hjælpe med at udpege de prøvehandlinger, hun skulle arbejde med som en del af forløbet.
- De prøvehandlinger, vi gik i gang med, lever stadig her nogle måneder efter. Vi har lavet nogle samarbejdsgrupper med myndighedspersoner, som visiterer til socialpædagogisk støtte. Det skaber gode relationer og mindsker risikoen for, at borgerne bliver kastebold mellem de forskellige afdelinger, lyder det fra Amina Yousfi Skov.
I efteråret 2024 skal yderligere to hold medarbejdere og ledere, der repræsenterer social- og beskæftigelsesforvaltningen bredt set, deltage i forløbet med UCN act2learn.
Vil du vide mere
Læs mere om vores arbejde med koblingskompetencer.
Kontakt vores ledelses- og organisationskonsulenter, hvis du vil vide mere om, hvad UCN act2learn kan tilbyde jeres organisation i forhold til kurser, sparring og udvikling inden for koblingskompetencer.