Plejehjemsleder modtager årets ledelsespris
Hun tiltrådte lederjobbet, da landets plejehjem i foråret 2020 stod midt i en nedlukning og store udfordringer med at få en hverdag til at fungere med restriktioner, sygemeldinger og isolation. Det har ikke skortet på udfordringer for plejehjemsleder Christina Viffert i hendes tid som leder på Plejehjemmet Lundbyescentret i Aalborg, og spørger man medarbejderne, så har hun klaret det til topkarakter. Det er nemlig medarbejderne, der har indstillet hende til Den Nordjyske Ledelsespris og med deres flotte indstilling sikret, at hun nu modtager prisen.
Prisen, der i år uddeles for 15. gang, gives til en leder, som skiller sig positivt ud på en række parametre blandt andet troværdighed, evnen til at motivere og skabe et godt arbejdsmiljø og samtidig opnå gode resultater. Bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark.
Spontane pizzafester og dans
En af mange ting, som medarbejderne fremhæver i indstillingen, er netop Christina Vifferts håndtering af corona-påvirkninger af plejehjemmet.
- Hun har ledet os igennem, da corona lagde plejehjemmet ned – gange tre. Vi var pressede og havde svært ved at se en ende på det hele – men Christina insisterende på, at der var glæde ved hver dag og formåede at holde arbejdsglæden og ikke mindst arbejdsmoralen høj, og vi kom igennem krisen uden brug af vikarer, lyder det blandt andet i indstillingen.
Også evnen til at lytte til medarbejdere, fungere som problemknuser og udvise tillid, bliver nævnt som nogle af Christina Vifferts kvaliteter.
- Hun giver os som personale frihed under ansvar og skaber et levende hus med medarbejdere, der elsker at både komme med ideer og udføre dem. For eksempel har nogle taget initiativ til Halloween og pyntet plejehjemmet, der er bagt kage til beboerne om søndagen og vi holder spontane pizzafester for beboerne og sætter musik på og byder på til dans.
Fokus på kerneopgaven
Dommerkomiteen har i sin bedømmelse lagt vægt på, at årets prismodtager er en leder, der både formår at skabe et fællesskab og samtidig tage hensyn til de individuelle styrker og udfordringer hos medarbejdergruppen
Medlem af dommerkomiteen Ane Davidsen, områdeleder hos UCN act2learn, fremhæver:
- Medarbejderne roser hendes evne til som leder at have overblik og overskud i hverdagen, så personalet kan arbejde målrettet med kerneopgave; at passe beboerne. De beskriver hende som leder, der tager hånd om problemstillinger med det samme og finder løsninger. Det er helt afgørende kvaliteter hos en moderne leder, siger Ane Davidsen.
Stolt prismodtager
Hovedpersonen selv var enorm stolt og beæret over prisen.
- Jeg følte allerede, at jeg havde vundet, da jeg i sidste uge fandt ud af, at medarbejderne havde indstillet mig. Deres indstilling er det, der betyder noget – det er en kæmpe anerkendelse, lød det fra prisvinderen efter hun fik overrakt prisen og samtidig blev overrasket af en stor gruppe medarbejdere.
Selvom Christina Viffert blot har været leder på Lundbyecentret i knap tre år, så går hendes relation til plejehjemmet langt tilbage.
- Jeg var der faktisk første gang som erhvervspraktikant som 15-årig, og en af de ansatte der dengang viste mig rundt er en af mine medarbejdere i dag, fortæller hun.
Tre nominerede
Der var i alt 25 indstillede kandidater til årets ledelsespris. Udover vinder Christina Viffert var de nominerede Søren Hansen og Rikke Barrit, der er henholdsvis administrerende direktør hos Bentax og sektionschef hos FerieKonto – ATP.
Prisvinderen får - udover æren - overrakt en statuette med personlig inskription samt en gavecheck til kompetenceudvikling til en værdi af 25.000 kr. Virksomheden får en gavecheck på 5.000 kr. til et valgfrit personalearrangement.
For yderligere information
Repræsentant for dommerkomiteen:
Områdeleder Ane Davidsen, UCN act2learn Ledelse og Organisation
Telefon 72 69 16 51
Prisvinder Christina Viffert
Telefon 60 60 73 49