Gå til hoved indhold

Tre begreber, du skal forstå, for at arbejde neuropædagogisk

Som pædagogisk tilgang giver neuropædagogik et godt grundlag for at reflektere over, hvordan vi påvirker og påvirkes i samspillet med andre, siger ekspert i neuropædagogik Anni Mortensen. Her kan du læse om tre kernebegreber i neuropædagogikken: Adfærd, relationer – og læring.

Mange ser neuropædagogik som en metode. Men jeg ser det som en tilgang, som ikke er løsningen på alt, men som kan være et rigtig godt supplement til det socialpædagogiske arbejde og den pædagogiske
retning. Og når vi taler neuropædagogik, er der tre kernebegreber, vi skal have fat i: Det handler om adfærd, det handler om relationer – og det handler om læring.

Sådan lød det fra Anni Mortensen, da hun holdt oplæg på Fælleskonferencen 2023, som Socialpædagogernes faglige selskaber afholdt sidst i oktober under overskriften ’Faglighed i relationsarbejdet’.

Anni Mortensen er forsker på professionshøjskolen UCN i Hjørring og har været med til at etablere Neuropædagogisk Kompetencecenter. Og hun arbejder med, hvordan fagpersoner kan bruge
neurovidenskabelig viden i deres arbejde med sårbare børn, unge og voksne, demente og personer med erhvervet hjerneskade. I artiklen her giver hun input til, hvordan du som fagperson kan arbejde med
neuropædagogikkens tre begreber adfærd, relationer og læring.

Adfærd
– Adfærd er intentionel. Som mennesker er vi simpelthen ikke indrettet til at lave meningsløse
handlinger. Og de mennesker, I som socialpædagoger har i jeres hænder i hverdagen, de handler også for at skabe mening. Så når det ser meningsløst ud for os som fagpersoner, er det vigtigt at stoppe op og sige: 'Hvad er det, det her menneske forsøger at fortælle os?' Fordi adfærd er kommunikation. Det handler om at prøve at forstå den adfærd og stoppe op og gå bag om adfærden, siger Anni Mortensen. Det er altså vigtigt at forstå, at når en borger eller et barn reagerer, så giver det i situationen mening for dem – ellers ville de ikke gør det, fortsætter hun: – Et vigtigt opmærksomhedspunkt, når vi arbejder med neuropædagogikken, er at gå bagom adfærden og forsøge at se borgerens intention med adfærden. Og her skal vi have fokus på, hvad det er for nogle fortællinger, vi deler med hinanden om borgeren. Det kan være negative fortællinger om deres adfærd som fx, at en borger er krævende, besværlig, forkælet, opmærksomhedssøgende eller irriterende. Vi møder jo borgeren med de fortællinger, vi fortæller om dem – og nogle gange er den umiddelbare impuls at handle på den adfærd, vi møder, ud fra vores egne subjektive tolkninger.

Relationer
– Relationer er betydningsfulde, fordi vi formes af de relationer, vi indgår i. Og det gør vi gennem hele livet. Vi udvikler os, og vi danner hjerneceller gennem hele livet. Og alt efter, hvordan vi selv er blevet mødt og møder andre i relationen, påvirkes og påvirker vi hinandens trivsel, fortæller Anni Mortensen og tilføjer, at
forskning slår fast, at det er i samspillet, vi udvikler os som mennesker.

– Det betyder, at vi formes i samspil med hinanden, og at vi som mennesker har brug for hinanden for at udvikle os. Og vi ved, at de tidlige interaktioner har stor betydning for vores følelsesmæssige og sociale udvikling, som er det fundament vores kognitive udvikling hviler på.

I forhold til relationer, så har Anni Mortensen et godt råd, der handler om at være lidt mere nysgerrig:

– Hvis man hører en kollega sige: ’Jeg har en rigtig god relation til den her borger’ – så vær nysgerrig. Spørg vedkommende: 'Jamen hvad gør du? Hvad er det, du vægter i den her relation?' Ved at spørge ind til, hvad det helt konkret er, der gør denne relation god, kan man videndele og italesætte noget af den ellers tavse viden.

Læring
– I det neuropædagogiske felt siger man, at når vi arbejder med læring, så hænger det kognitive, det emotionelle, det sociale og det kropslige tæt sammen. Og det er alt sammen vigtigt, når vi skal lære noget, lyder det fra Anni Mortensen.

Man skal også huske, understreger hun, at hjernen udvikler sig med udgangspunkt i det, man kan. Så hvis man hele tiden bliver mødt med krav om ting, man ikke kan, så bliver man stresset.

– Hvis fx en borger, som er kognitivt udfordret, har fået en ny vaskemaskine, så vil vedkommende være meget detaljeorienteret for bedre at kunne overskue ny læring. Der kan man med fordel dele læringen op i små sekvenser og så at sige lære én detalje ad gangen, siger hun og giver et andet eksempel på, hvad man skal huske i forhold til begrebet læring:

– Tag en aktivitet som det at børste tænder. Det er faktisk ret komplekst at børste tænder. Og vil man gerne gøre en borger, som er kognitivt udfordret, mere selvhjulpen, så nytter det ikke noget, at socialpædagogen den ene dag kommer tandpastaen på bagud-forud på tandbørsten, og at en anden dagen efter gør det modsat. Det er vigtigt at arbejde med deltaljeprocedurer – det er den kropslige læring, siger Anni Mortensen og giver en opsummering af den neuropædagogiske tilgang:

– I den neuropædagogiske tilgang er der et specifikt fokus på koblingen mellem det, der sker i os som mennesker og det, der sker i vores omgivelser. Det betyder, at man som socialpædagog aldrig kan forstå og vurdere borgerens adfærd uden at sammenholde den med det, der sker i omgivelserne. Når borgeren reagerer, skal det derfor betragtes som en reaktion på den måde, som omverdenen viser sig på for borgeren. Og når man handler, er det i et forsøg på at skabe mening med det, der sker i og omkring os.