Start rigtigt - og få eleverne med dig
Forskning viser at opstarten, dvs. de første 10-15 minutter af en lektion, rummer fundamentet til, at den resterende tid sammen med eleverne kan lykkes.
Det kan du bruge til din fordel. Her får du tre gode råd, der kan gøre en forskel, og sikre en god opstart på dagens første lektion for dig og dine elever.
1. Vær i klassen, når dine elever kommer
Selvom dette råd, af praktiske årsager, kan være vanskeligt at følge, så er det ikke desto mindre en effektiv måde at skabe ro på.
Hvis læreren er til stede, når eleverne kommer, oplever eleverne opstarten som roligere. De føler sig tryggere og oplever at, det er nemmere at vide, hvad de må, kan og skal gøre. Det kan derfor anbefales, at den voksne ved dagens start, siger ”godmorgen” til hver enkelt elev, sådan at hver elev starter ud med en oplevelse af at føle sig set. Oplevelsen af at føle sig set, har betydning for elevens tillid til de voksne, samt oplevelsen af egen betydning, herunder lysten og modet til at indgå i øvrige sociale relationer i skoledagen.
2. Vær rolig og positiv. Det smitter
Når vi ser en film, identificerer vi os sommetider med hovedpersonens følelser. Vi mærker, i fortyndet form, frygten, glæden og spændingen ved det hovedpersonen gennemgår. Fænomenet skyldes spejlneuroner. Særlige hjerneceller, som gør at vi mennesker kan spejle os i hinanden, og påvirkes af dem vi er i nærheden af.
Udnyt derfor, at stemninger og følelser smitter og ager rollemodel med din rolige og afdæmpede stemme- og kropsføring. Kombiner roen med varme smil og gensynsglæde, så påvirker du børnenes adfærd i en positiv retning.
Rolig og afdæmpet musik kan også have en positiv effekt på opstarten. Det medvirker til at skabe en rolig og afdæmpet følelse i børnenes nervesystem.
3. Følg en velkendt opstartsrutine
Struktur, forudsigelighed og genkendelighed støtter alle elever - uanset alder og klassetrin.
Når elever ved, hvad de skal og hvad der forventes af dem, skaber det ro og slukker for det ” indre alarmberedskab”, som aktiveres når vi står over for noget, der opleves som nyt.
Derfor kan du med fordel gøre brug af en fast morgenrutine. Her et forslag til en sådan:
- Tjek ind og velkommen
- Dagsorden og dagens program
- Hvad skal vi og hvorfor? (læringsmål og faglig viden)
- Involvering af eleverne, når der skal repeteres og skabes til kobling til forrige lektion.
- Hvordan skal vi arbejde i dag? (aktiviteter og strategier)
- Hvem skal vi arbejde med og hvor?
- husk at eleverne skal kunne SE (visuelt orientere sig i), hvad de skal og hvor længe.
Nysgerrig efter mere?
Er du blevet nysgerrig på at vide mere om best practice for opstart af en lektion, eller de øvrige to dele: midten og afslutningen, så skulle du tage et kig på vores Specialpædagogiske basisuddannelse (SPB). Måske er det noget for dig?
Skrevet af Anne Hejgaard, adjunkt hos UCN act2learn Pædagogik og Læring