Gå til hoved indhold

En leder med høj troværdighed, der lægger handling bag ordene.

Det var en af beskrivelserne af 50-årige Michael Jacobsen, der fik overrakt Den Nordjyske Ledelsespris 2018, da Lederne Himmerland 1. november afholdte konference i Musikkens Hus i Aalborg.

Vinder af Den Nordjyske Ledelsespris 2018 - Michael Jacobsen.

Prisen uddeles af UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark og tildes en leder, som er noget udover det sædvanlige.

Formand for Lederne Himmerland, Jens Otto Størup, kom i sin tale ind på, at Michael Jacobsen har spillet en vigtig rolle i forhold til at skabe positive resultater hos Eico, der er leverandør af emhætter, hvidevarer og andre produkter til køkken og bad. Virksomheden har base i Brønderslev og har aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige.

- I indstillingen fra dine medarbejdere nævnes det, at Eico faktisk var på vej i den forkerte retning med skiftende direktører, dårlig stemning, tvivlsomme resultater og gode medarbejdere, som var på vej væk – men så kom du i sommeren 2015. Og nu er det hele vendt til en positiv spiral på alle fronter, lød det blandt andet i talen.

Udover de gode resultater i virksomheden blev direktøren også rost for at skabe en positiv stemning ved at være en nærværende leder, som mestrer at finde balancen mellem at være leder og kollega. 

Stolt leder fremhæver medarbejderne

Hovedpersonen selv var utrolig glad for at modtage prisen på scenen i koncertsalen, men den største glæde var egentlig, da medarbejderne fortalte ham, at han var blevet nomineret til prisen, som de havde valgt at indstille ham til.

- Jeg er enormt stolt og beæret og også en smule overrasket. Det er en pris, mine medarbejdere har indstillet mig til og en anerkendelse, der kommer inde fra organisationen. Det er i bund og grund det, der gør mig allermest glad, fortalte Michael Jacobsen.

Han skyndte sig også at understrege, at han ikke havde været alene om at sikre gode resultater i virksomheden.

- Jeg ser mig selv som den person, der skal binde organisationen sammen og som skaber limen på tværs af afdelinger og snitflader. Det er ikke bare en floskel, når jeg siger, at det er teamet, der skal lykkes og ikke bare mig som leder. Det betyder rigtig meget for mig.

26 indstillede

Det var 11. gang, at Den Nordjyske Ledelsespris blev uddelt, og med 26 indstillede var det en svær opgave for dommerkomiteen at finde årets vinder. Udover Michael Jacobsen var to andre ledere nomineret til prisen. Det var Bo Laden, direktør hos Aalborg Kloak A/S & Aalborg Vand A/S under Aalborg Forsyning, samt Pernille Larsen, afsnitsledende sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital, Gastroenterologisk afdeling, 9øst.

Jens Otto Størup fra Lederne Himmerland sammen med de tre nominerede: Bo Laden, Pernille Larsen og Michael Jacobsen.

Prisvinderen fik udover æren og anerkendelse fra sine medarbejdere overrakt en gavecheck på 25.000 kr. til UCN act2learn samt en statuette af kunstneren Lene Purkær Stefansen med personlig inskription.

Vil du læse mere om Den Nordjyske Ledelsespris