Byggedirektør er årets nordjyske leder
En leder med en afsmittende energi og positivitet. En super sparringspartner og en chef der tør tage diskussionerne og konfrontere den modstand, der måtte opstå.
Det er nogle af beskrivelserne af adm. direktør Peter Boltau, som dommerkomiteen bag prisen kunne læse i indstillingen fra medarbejdere i TL BYG.
Fredag 22. november blev Den Nordjyske Ledelsespris uddelt for 12. gang. Bag prisen står UCN act2learn, Lederne Himmerland, Nordjyske Bank og Erhverv Norddanmark.
Fokus på arbejdsmiljø og rummelighed
Prisen uddeles på baggrund af en række kriterier, der blandt andet stiller skarpt på troværdighed, arbejdsmiljø, evnen til at motivere og udvikle medarbejdere samt opnåelse af positive resultater.
Medlem af dommerkomiteen Ane Davidsen, der er områdedirektør hos UCN act2learn, er ikke i tvivl om, at årets vinder står stærkt på alle parametre.
- Han har som formand for arbejdsmiljøudvalget i virksomheden sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet på byggepladserne. Der er investeret i en ekstern arbejdsmiljøkonsulent, der månedligt besøger byggepladserne og står til rådighed for sparring, giver Ane Davidsen som eksempel.
Et andet område, hvor Peter Boltau får positive ord med på vejen er i forhold til TL BYG’s samarbejde med Aalborg Kommune om konceptet “Små job med mening”. Det handler om, at personer på kanten af arbejdsmarkedet skal i arbejde igen. Det har resulteret i, at virksomheden har haft og har flere “små jobbere” beskæftiget.
Konkrete resultater
Når det kommer til hårde facts, så har Peter Boltau som frontmand for TL BYG også noget at skrive på CV’et. Virksomheden, der beskæftiger godt 240 faste medarbejdere, kunne i seneste regnskabsår præsentere en firedobling af årets resultat efter skat fra 3,4 mio. kr. til 13,3 mio. kr.
Stolt prisvinder
Det var en overordentlig glad prisvinder, der tog imod statuetten, som bevis på den nye titel. Den 49-årige direktør ser prisen som en anerkendelse af, at han og virksomheden er på vej i den rigtige retning.
- Dem som kender mig ved, at min primære drivkraft er glæde. Vi skal have det sjovt, når vi går på arbejde. Så det her er helt fantastisk. Især forbi anerkendelsen kommer fra mine egne medarbejdere, lød det fra Peter Boltau efter prisoverrækkelsen.
Han modtog en gavecheck på 25.000 kr. til UCN act2learn samt en statuette af kunstneren Lene Purkær Stefansen.
I alt tre nordjyske ledere var nomineret til prisen. Udover vinderen var det Morten Vinther Jensen, adm. direktør hos NORDJYKE Medier, og Thomas Smidt Dissing, skoleleder på Thy Privatskole.
For yderligere information
Repræsentant for dommerkomiteen:
Områdedirektør Ane Davidsen, UCN act2learn Ledelse og Organisation
Telefon 7269 1651
Årets vinder:
Peter Boltau, adm. direktør hos TL BYG A/S
Telefon 2269 5470
Læs mere om Den Nordjyske Ledelsespris
Skrevet af Mette Green, meg@ucn.dk, UCN Kommunikation